Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Pilen forlader buestrengen hurtigere, end øjet kan nå at opfatte det. Den flænser et stort hul i kødet og fortsætter ud på den anden side.

»Hold da kæft,« siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen, da B.T. viser hende videoen, som kan ses øverst i denne artikel.

Efter det dødelige bueangreb i den norske by Kongsberg har B.T. sat sig for at finde ud af, hvor nemt det er at anskaffe sig en potentielt dødbringende bue i Danmark.

Testen viser, at alle og enhver kan anskaffe sig buer og pile, der er kraftige nok til at slå et menneske ihjel.

B.T.s reporter Jesper Vestergaard Larsen tester, hvor kraftige buer og pile man kan købe uden våbentilladelse.
B.T.s reporter Jesper Vestergaard Larsen tester, hvor kraftige buer og pile man kan købe uden våbentilladelse. Foto: Kasper Riising
Vis mere

»De ser virkelig farlige ud, og jeg kan slet ikke forstå, vi ikke har regler for det,« siger Karina Lorentzen.

En af de mest uhyggelige begivenheder i 2021 fandt sted 13. oktober i Kongsberg, da 37-årige Espen Andersen Bråthen gik til angreb med bue og pil i et supermarked.

Den civile politimand Rigoberto Villarroel blev såret af en pil i ryggen, og den danskfødte gerningsmand nåede efterfølgende at dræbe fem personer med kniv.

Hændelsen har rystet hele Norden og trukket overskrifter i udenlandske medier, men episoden er langtfra enestående. En lignende hændelse fandt sted 21. juli 2021 i byen Dannemare på Lolland.

En pil har boret sig ind i en mur i Kongsberg efter angrebet, hvor fem personer blev dræbt, og to blev såret.
En pil har boret sig ind i en mur i Kongsberg efter angrebet, hvor fem personer blev dræbt, og to blev såret. Foto: NTB
Vis mere

Her affyrede en 25-årig psykisk syg mand flere pile mod to betjente i en park og stoppede først, da betjentene skød ham i maven.

Det samme skete i november 2009, da Bo Houen Jørgensen forskansede sig i sin lejlighed i Aalborg. Han affyrede flere pile mod betjentene og stak to betjente med en kniv, inden en betjent dræbte ham med et skud i hovedet.

Men selvom dansk politi flere gange er blevet angrebet med bue og pile, er der i dag ingen regulering for salget af bueudstyr.

Det kræver jagttegn at nedlægge råvildt med bue og pil, men det kræver hverken jagttegn eller våbentilladelse at købe de kraftige buer og pile, der bliver brugt til netop denne type jagt.

Derfor bliver der heller ikke stillet nogen spørgsmål, da B.T.s reporter går ind i en våbenbutik midt i København og køber en kraftig compoundbue beregnet til jagt.

»I bund og grund kan jeg sælge den til en, der er ti år gammel. Vi har så et krav herinde, som er, at du skal være 18,« siger den venlige ekspedient i våbenbutikken, som ligger få hundrede meter fra Christiansborg.

For 4.200 kroner går vi ud af butikken med en bue, otte pile og nogle særlige pilehoveder, der er beregnet til jagt. 'Grim Reaper' hedder pilehovederne, og på pakken er der en tegning af døden i sort kutte.

Når pilen bliver skudt af, folder pilehovedet tre barberblade ud, der skærer sig gennem kødet. På den måde går pilen direkte gennem byttet og skaber maksimal skade. De pilehoveder vil vi teste på ægte kød.

Reaper-pilen efterlader et stort hul i kødet.
Reaper-pilen efterlader et stort hul i kødet. Foto: Kasper Riising
Vis mere

I et grønt område – langt, langt ude på landet – stiller vi tre mål op. En kasse papvin, en oksesteg og et grisehoved fra den lokale slagter.

Compoundbuen adskiller sig fra langbuer og recurvebuer ved at have et snorespil, der gør den kraftfulde bue nemmere at trække.

Når først buen er trukket, kræver det næsten ingen kræfter at holde den, og dermed får skytten bedre tid og flere kræfter til at sigte.

Og da buen samtidig er udstyret med et sigtekorn, er der god mulighed for en fuldtræffer.

Pilen flyver direkte gennem papvinen og efterlader to huller, hvorfra vinen pibler ud som røde vandfald.

Med et jagtpilehoved monteret flyver pilen også direkte gennem en cirka 10 centimeter tyk oksesteg. Pilen efterlader et hul på tykkelse med en voksen mands tommelfinger.

Og så er det grisehovedets tur. Efter et par forbiere bliver den ramt af en fuldtræffer.

Jagtpilen borer sig flere centimeter ned i grisens kranie og er ikke til at trække ud igen.

Fuldtræffer.
Fuldtræffer. Foto: Kasper Riisgaard
Vis mere

Efter at have set videoen vil Karina Lorenzen nu bede justitsminister Nick Hækkerup (S) om at undersøge muligheden for at indføre strammere regler på området.

»Det her er jo ikke et sødt stykke børnelegetøj til at lege Robin Hood med. Det er et redskab, der potentielt kan slå et menneske ihjel. Jeg synes, det er voldsomt,« siger hun.

Men som det er i dag, kan man jo også gå ned og købe en meget skarp kniv. Så hvorfor er det et problem med buer?

»Nu er det sådan, at vi har regler for knive, og dem må man heller ikke bare rende rundt med. Selvom det er svært at lave regler for knive, fordi det er noget, der indgår i vores husholdning, så har vi begivet os ud i det, fordi de udgør et problem. Det er det samme her. Jeg har lidt svært ved at se, hvad almindelige mennesker skal med sådan en bue her, hvis ikke de bruger den til at gå på jagt.«