To brødre er nu blevet tiltalt for det drab, der i sommer blev begået på en shelterplads på Bornholm.

Sagen fik stor opmærksomhed på de sociale medier, hvor flere spekulerede i, om der var tale om et racistisk motiveret drab, da drabsofferets mor var fra Tanzania, mens hans far var fra Danmark – men de to brødre er ikke blevet tiltalt for at have begået en hadforbrydelse:

»På grund af brødrenes længerevarende venskab med afdøde er der ikke fundet tilstrækkelig grundlag for at citere straffelovens § 81, nr. 6 (hatecrime) som strafskærpende omstændighed,« lyder det i en pressemeddelelse fra Bornholms Politi.

Det var den 23. juni, at en 28-årig mand blev fundet dræbt på shelterpladsen på Bornholm.

Efterfølgende blev to brødre – der var blandt den 28-åriges venner – anholdt og sigtet i sagen.

De to brødre har erkendt at have stået bag volden, men de nægter sig skyldige i drab.

Under et tidligere retsmøde blev den yngste brors forklaring til politiet læst op, og af den fremgik det, at de to brødre havde besluttet at give deres ven 'en lærestreg', efter brødrenes mor angiveligt havde fortalt dem, at den 28-årige havde været seksuelt grænseoverskridende over for hende – ligesom hun skal have fortalt, at han i et tilfælde havde voldtaget hende.

Den yngste bror har til politiet forklaret, at de den aften inviterede den 28-årige ud på shelterpladsen i Nordskoven på øen, hvorefter de overfaldt ham.

»Men volden gik alt for vidt,« læste den yngste broders forsvarer, Asser Gregersen, op fra politiafhøringen.

Den 28-årige blev slået med granrafter, stukket med kniv, brændt og fik et knæ for halsen, og den samlede mængde vold tog livet af ham.

Af forklaringen fremgik det også, at broderen afviste, at det skulle have noget med den 28-åriges hudfarve at gøre.

Flere – særligt på de sociale medier – har ellers ment, at drabet måtte være racistisk motiveret. Blandt andet er der blevet henvist til, at den ældste af brødrene har en hagekors-tatovering på det ene ben, og at den 28-årige op til sin død fik et knæ for sin hals.

I pressemeddelelsen fra Bornholms Politi oplyses det, at sagen mod brødrene er berammet til at begynde den 30. november.