Under en brandslukningsopgave i Brøndby søndag morgen blev brandfolk fra Hovedstadens Beredskab beskudt med fyrværkeri.

Det bekræfter vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Lars Jørgensen.

»Vi ved ikke præcist, hvad der bliver skudt med, men det er formentlig et bomberør,« siger han til B.T.

Operationschef ved Hovedstadens Beredskab Frederik Ryber fortæller, at brandvæsnet var blevet kaldt ud til en brand i et kolonihavehus på Strandesplanaden 85 i Brøndby klokken 6.46 søndag morgen, da de under slukningsarbejdet blev beskudt med fyrværkeriet.
Ved du noget? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os på mail 1929@bt.dk

I forbindelse med angrebet blev én af brandmændene ramt i ansigtet og fik lettere skader.

»Han har været en tur forbi skadestuen, men han har det fint og er kommet hjem igen,« fortæller Frederik Ryber.

Hvem der stod bag angrebet, har Københavns Vestegns Politi endnu ikke et overblik over.

Vagtchef Lars Jørgensen oplyser dog, at der i forbindelse med branden blev registreret en række personer derude.

»Man træffer fire personer derude, som man efterfølgende registrerer og har en snak med. Vi har dog svært ved at låse dem fast til hændelsen på nuværende tidspunkt,« siger han og fortsætter:

»Der er dog overvågning i området, og så skal vi have undersøgt, om branden kunne være påsat,« fortæller Lars Jørgensen.

Søndagens hændelse er da også noget, som vagtchefen ser på med stor alvor.

»Vi vægter det højt, for det er simpelthen så groft. Det kunne jo have endt meget værre, end det gjorde, så der er tale om en alvorlig lovovertrædelse,« siger Lars Jørgensen.