Onsdag aften opstod der kort efter klokken 19 en mindre brand i en villa på Ellekratvej i Odense SV. Og det fik naturligvis både politi og beredskab til at møde talstærkt op på villavejen.

Det bekræfter vagtchef ved Fyns Politi Milan Seyfabad overfor B.T.

»Fyns Politi ankom sammen med beredskabet og kunne herefter konstatere en kraftig røgudvikling fra villaen,« siger vagtchefen torsdag morgen.

Branden bød heldigvis ikke på andet end den kraftige røg, og der var således på intet tidspunkt flammer at spore.

Beredskabet fik derfor hurtigt styr på branden i villaen.

»Vi har endnu ikke fået afgjort, hvorfor branden er opstået, men vi er i gang med at undersøge forholdene i villaen for at få det slået fast,« siger Milan Seyfabad.

Både beredskabet og politiet var talrigt til stede til en brand i Odense SV. Foto: Presse-fotos.dk.
Både beredskabet og politiet var talrigt til stede til en brand i Odense SV. Foto: Presse-fotos.dk. Amanda Kieler Andersen

Vagtchefen oplyser i den forbindelse, at der ingen tilskadekomne var i forbindelse med branden.

Har man derfor spottet en masse blå blink onsdag aften på Ellekratvej, så er der altså ingen grund til bekymring.