Opdatering: Bornholms Politi melder, at den forsvundne kvinde er fundet i god behold.

Bornholms Politi efterlyste onsdag en 56-årig dement kvinde, som var gået fra et plejehjem.

Hun forsvandt fra Nylars Plejecenter klokken 16.30 onsdag og gik i ukendt retning.

Det oplyste politikredsen onsdag aften på Twitter.

Tidligt torsdag morgen oplyste vagtchefen, at der endnu ikke var noget nyt i sagen.

Man havde ikke fået nogen henvendelser eller spor at gå efter i sagen i løbet af natten, lød det.

På Twitter opfordrede politikredsen til, at borgere på øen holdt øje med hende:

»Vi opfordrer alle borgere til at tjekke haver, udhuse, garager mv.,« lød det kort efter klokken 07.30.

Omkring klokken halv 10 torsdag formiddag er der godt nyt fra Bornholms Politi.

Den demente kvinde er fundet af en borger mellem Rønnevej og Søndre Landevej.

Hun meldes i god behold.