Den 9. november sidste år fandt Nordjyllands Politi en narkofabrik på en gårdejendom nær Hjallerup.

Nu kan TV 2 Nord fortælle, at gården faktisk er ejet af Mikael Klitgaard, borgmester i Brønderslev Kommune.

»Ejendommen har været lejet ud de sidste otte-ti år til de samme lejere, og ellers har jeg ingen kommentarer,« siger han til mediet.

Det ene af de to mennesker, der i november lejede gården, er i disse dage for retten i Hjørring. Den 47-årige lejer er tiltalt for at stå bag produktion af amfetaminsulfat på ejendommen.

Borgmesterens gårdejendom ligger som nabo til den ejendom, han selv bor i. Han gør det klart over for TV 2 Nord, at han ikke har noget at gøre med, hvad der er foregået på gården.

Ifølge anklageskriftet havde politiet fundet en komplet fabrik, hvor der både blev fremstillet og pakket narko i poser.

Der var også dunke med forskellige væsker, der vidnede om en større narkoproduktion digitalvægte, målebægre, pakker med vakuumposer, snifferør og listen fortsætter. Alt blev beslaglagt.

Sammen med den 47-årige mand anholdt politiet en 32-årig mand, de fandt, efter han var kørt fra gården. De er angiveligt venner.