Politiet kommer fredag med en advarsel, efter en borger er blevet forsøgt svindlet ved at oplyse sit NemID.

Det oplyser Nordjyllands Politi i fredagens døgnrapport.

Den konkrete sag udspillede sig onsdag, da den førnævnte borger fra Aalborg modtog et opkald fra en person, der hævdede at være ansat i Udbetaling Danmark.

Svindleren sagde, at borgerens konto skulle gennemgå en opdatering. Til det skulle borgeren oplyse sit NemID.

Hvis kontoen ikke blev opdateret, kunne borgere ikke få udbetalt pension, lød det i den anden ende af røret.

På det tidspunkt havde borgeren ikke mistanke om, hvorfor vedkommende oplyste sit NemID og tilhørende adgangskode.

Herefter forsøgte gerningsmanden at overføre et større beløb fra kontoen samt at oprette et lån i forurettedes navn, fremgår det af døgnrapporten.

Nordjyllands Politi oplyser dog, at borgeren nåede at få standset lånet, ligesom vedkommende blev vejledt til at få spærret sine konti.

Efterfølgende er sagen blevet anmeldt som databedrageri – og undersøges i skrivende stund af politiet.

Myndigheder eller politiet beder dig aldrig om koder eller nøglekort til dit NemID, hvorfor politiet tidligere har udstedt gode råd:

  • Videregiv aldrig personlige oplysninger om dit NemID. Både dit NemID-brugernavn, NemID-kode og koderne fra dit fysiske nøglekort er personlige og må aldrig videregives.

  • Politiet og andre myndigheder beder aldrig om at få udleveret koder eller nøglekort til dit NemID.

  • Stol ikke kun på nummeret, der vises på din telefon.

  • Hvis du er i det mindste tvivl, så læg på og ring op til nummeret igen og spørg ind til henvendelsen.

Læs mere her.