Næsten hver fjerde bilist kørte for stærkt, da Midt- og Vestsjællands Politi foretog en hastighedskontrol søndag eftermiddag.

På blot tre timer blev 234 ud af i alt 991 forbipasserende bilister blitzet af politiets fotovogn på Ringstedvej ved Gl. Ringstedvej i Køge. En landevej, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen.

»Det er rigtig mange, der ikke overholdt hastighedsbegrænsningen. Jeg vil kalde det for et meget kedeligt resultat,« siger Anders Kauffmann, vagtchef ved Midt og Vestsjællands Politi, til B.T.

Ud over at få en fartbøde kan 52 bilister se frem til at få et klip i kørekortet.

Den største straf tilfalder en bilist, der blev målt til at køre med 87 kilometer i timen.

Det udløser en betinget frakendelse af kørekortet, en bøde på 3.000 kroner samt 500 kroner til offerfonden, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: