»Charlotte må have været skræmt fra vid og sans. Intet tyder på, at hun kunne genkende tiltalte.«

Anklager Bente Schnack fra Nordsjællands Politi var klar i mælet, da hun tirsdag formiddag skulle konkludere i sin procedure i retssagen om lægedrabet i Tisvildeleje.

Her er en 56-årig mand ved Retten i Helsingør tiltalt for i april 2019 at have brudt ind midt om natten i soveværelset til den 58-årige læge Charlotte Asperud og dræbe hende med en snes slag i hovedet med et medbragt koben.

Han nægter sig skyldig, men erkender vold med døden til følge.

Lægen Charlotte Asperuds navn optrådte i en oversigt over 27 mennesker, som den tiltalte ingeniør havde stridigheder med. Mappen blev fundet i en krypteret oversigt på hans computer, som blev beslaglagt ved hans anholdelse to uger efter drabet i Tisvildeleje i foråret 2019. Billedet er fra 2011. 
Lægen Charlotte Asperuds navn optrådte i en oversigt over 27 mennesker, som den tiltalte ingeniør havde stridigheder med. Mappen blev fundet i en krypteret oversigt på hans computer, som blev beslaglagt ved hans anholdelse to uger efter drabet i Tisvildeleje i foråret 2019. Billedet er fra 2011.  Foto: Mads Nissen
Vis mere

Ifølge anklageren må den 56-årige dog uden enhver rimelig tvivl have indset, at den voldsomme maltraktering af især hovedet på den kvindelige læge ville være dræbende.

»Den person, der slår en anden 19-20 gange i hovedet med et koben må have indset, at intet menneske kan overleve den behandling, som han udsatte Charlotte Asperud for den nat.«

»Og dermed har han haft det fornødne forsæt,« sagde senioranklageren i sin afsluttende procedure, hvor der blev samlet op på bevisførelsen i de fem foregående retsdage i nævningesagen i Helsingør.

Under det meste af anklagerens procedure sad den tiltalte sammensunken i retslokalet og stirrede ned i bordpladen foran ham. Alt i mens anklageren fortsatte sin sammenfatning af den tiltaltes skyld i Charlotte Asperuds voldsomme død:

Ved retten i Helsingør har anklageren blandt andet dokumenteret dna-analyser af negleskrab fra alle fem fingre fingre på den dræbte læges ene hånd. Dna-prøverne peger med den størst mulige sandsynlighed på den 56-årige tiltalte som gerningsmanden til det dræbende overfald.
Ved retten i Helsingør har anklageren blandt andet dokumenteret dna-analyser af negleskrab fra alle fem fingre fingre på den dræbte læges ene hånd. Dna-prøverne peger med den størst mulige sandsynlighed på den 56-årige tiltalte som gerningsmanden til det dræbende overfald. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Hun har ikke haft en chance. Og da tiltalte kom tilbage til sit sommerhus ved Gilleleje klokken 03.53 efter overfaldet, vaskede han sit tøj og genoptog en chat på sin computer.«

Den tiltalte blev mere end fem år før drabet – 28. februar 2014 – kortvarigt tvangsbehandlet og tvangsindlagt efter et færdselsuheld på sygehuset i Hillerød, hvor Charlotte Asperud var ansvarlig bagvagt.

Den oplevelse plagede ham ifølge anklageren stadig voldsomt på gerningstidspunktet for drabet. Han har da under sagen heller ikke lagt skjul på, at det var derfor, at han midt om natten til 30. april 2019 brød ind til hende i hendes soveværelse i Tisvildeleje.

Men ifølge hans forsvarer, advokat Karoline Normann, var hensigten ikke drab, men blot at få en afklaring og komme videre i tilværelsen.

Den 56-årig ingeniør, der er tiltalt for at dræbe lægen Charlotte Asperud efter at være brudt ind i hendes soveværelse.
Den 56-årig ingeniør, der er tiltalt for at dræbe lægen Charlotte Asperud efter at være brudt ind i hendes soveværelse.
Vis mere

»Han var ikke Egon Olsen og havde ikke en plan for sit liv.«

»Men en af hans tanker for at komme videre med sit liv var at opsøge Charlotte Asperud. Jeg er helt på det rene med, at han tog handsker og koben med, og jeg kunne ikke drømme om at sige, at det ikke var påfaldende,« sagde forsvareren for den drabstiltalte i sin procedere.

Og under alle omstændigheder var det voldsomt, det der foregik lægens soveværelse i Tisvildeleje.

Efter de voldsomme slag i hovedet blev Charlotte Asperud med helikopter fløjet til Rigshospitalet i København.

Undervejs fik hun hjertestop og blev genoplivet. For lægerne stod det dog imidlertid klart, at skaderne var så voldsomme, at hendes liv ikke stod til at redde.

Klokken 21.58 samme aften blev hendes respirator slukket.

Nævningetingets afgørelse om skyldsmålet i sagen vil blive kendt tirsdag 23. februar. Herefter vil straffen blive fastsat.