Dommeren i byretten i Frederikssund havde svært ved at holde masken.

Nok var den 37-årige Flemming Pedersen lige blevet idømt 2.000 kroner i bøde for usømmelig omgang med lig, fordi han i oktober 1998 havde bortført liget af sin 86-årige far fra sygehuset i Frederikssund og kørt en sidste tur med ham på bagsædet af sin store Harley Davidson-motorcykel en lørdag formiddag.

Men da sønnen i retslokalet ligefrem gav hånd til hele domsmandsretten og med et glimt i øjet udbrød »Tak dommer – jeg lover aldrig at gøre det igen«, var det svært for retsformanden ikke at smile.

»Det tror vi på,« svarede hun efter nærmest at have undskyldt, at det var nødvendigt at idømme Flemming Pedersen ti dagbøder a 200 kroner, trods hans »smukke tanke« med at give den døde far en sidste køretur tre måneder tidligere.

Og den 37-årige motorcyklist fortrød da heller ikke på nogen måde sin »dødskørsel«:

»Mellem dig og mig: Jeg har ikke gjort noget galt. Jeg har kun gjort, hvad enhver anden burde gøre,« forklarede han i retten anklageren, som han tydeligvis ikke havde den store respekt for.

For mens dommeren dikterede Flemming Pedersens forklaring til retsbogen, bad han om et stykke papir til at lave en tegning på.

Det blev til en primitiv karikaturtegning af en fortumlet anklager, som han diskret viste frem bag sin ryg til stor moro for tilhørerne i den tæt pakkede retssal i Frederikssund.

Flemming Pedersen var en flittig gæst ved sygesengen, mens hans 86-årige far var indlagt på sygehuset i Frederikssund. Efter farens død bortførte han i nogle timer liget for at give faren en sidste køretur på motorcykel. 
Flemming Pedersen var en flittig gæst ved sygesengen, mens hans 86-årige far var indlagt på sygehuset i Frederikssund. Efter farens død bortførte han i nogle timer liget for at give faren en sidste køretur på motorcykel.  Foto: PRIVAT
Vis mere

»Jeg er til at stole på. Jeg lyver ikke – kun i retten,« lød det også fra Flemming Pedersen i retten, da han kategorisk nægtede at have haft til hensigt at sælge en serie billeder af farens lig på bagsædet af motorcyklen.

Billederne blev taget, kort inden han frivilligt trillede op foran politistationen og blev anholdt. Dødsbillederne blev bragt i flere danske ugeblade og adskillige udenlandske aviser og udløste et samlet honorar på cirka 20.000 kroner til Flemming Pedersen.

»Hverken jeg eller min kæreste ville røre ved de penge. De blev overdraget til min gamle mor, som brugte dem til blandt andet at betale begravelsen med,« forklarede han.

Flemming Pedersens liv blev kort – og mere usædvanligt og dramatisk end de flestes.

Flemming Pedersen var blandt andre i selskab af sin kæreste og sin gamle mor, da han i 1998 var med til at begrave sin elskede far i Frederikssund.
Flemming Pedersen var blandt andre i selskab af sin kæreste og sin gamle mor, da han i 1998 var med til at begrave sin elskede far i Frederikssund. Foto: GITTE SOFIE HANSEN
Vis mere

Da han blev kendt for at køre på motorcykel med sin døde far, arbejdede han som ekspedient i en grillbar. Men få år før var han kendt af adskillige sjællandske kvinder som en pålidelig escortfyr, der kunne købes til sex.

Transportmidlet var dog ikke en Ford Escort, men en gammel rustvogn af mærket Chevrolet Belair.

»Min daværende kæreste var escortpige, og i knap tre år kørte vi sammen som par. Hvis jeg også havde været til fyre, kunne jeg have tjent millioner. Som almindelig gigolo havde jeg rimelig mange faste kunder, men når man kører som fyr, er det faktisk hårdere end for en kvinde. Jeg skulle have noget op at stå hver gang og kunne ikke nøjes med at ligge og spille rollespil. Det kunne godt være lidt svært i længden,« erkendte han i et interview med B.T. i 1999.

»Jeg er nok lidt småpervers – jeg kunne tænde på praktisk taget alt. Flere af kunderne var fysisk handicappede. Men tro mig – jeg var ikke nærig. Alle fik virkelig, så hatten passede, indtil de kom op med det hvide flag,« fortalte han.

Flemming Pedersen var sammen med sin søster Sigrid med til at bære sin fars kiste fra kirken ved begravelsen i 1998.
Flemming Pedersen var sammen med sin søster Sigrid med til at bære sin fars kiste fra kirken ved begravelsen i 1998. Foto: GITTE SOFIE HANSEN
Vis mere

Allerede i escort-perioden vakte han opsigt på gaderne i Frederikssund ved at køre rundt i den gamle, sorte rustvogn fra 1950erne med tre kæmpehunde i »varerummet«, der var beklædt med rødt plys.

»Bilen var købt gennem Den Blå Avis, fordi vi havde tre velvoksne granddanois-hunde. De var altid et problem, når vi skulle på escort. Det gik fint med at have dem bagi, selv om det nogle gange blev lidt pinligt, når de var i løbetid. Så kunne de små møghunde ikke styre sig,« grinede han.

Mindre sjovt var det, da han på et tidspunkt blev idømt 14 måneders fængsel:

»Jeg har altid haft en svaghed for våben og er blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse. Desuden skød jeg på et tidspunkt en mand gennem låret, fordi han lige havde slået min ekskæreste bevidstløs. Men i det daglige er jeg yderst fredelig,« lød det i 1999 fra Flemming Pedersen.

Flemming Pedersen ernærede sig i nogle år som escortfyr for kvinder på Sjælland.
Flemming Pedersen ernærede sig i nogle år som escortfyr for kvinder på Sjælland. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Ikke desto mindre var det netop fascinationen af våben, der i november 2002 satte en dramatisk og tragisk stopper for hans farverige liv.

I en lejlighed i Herlev ville han demonstrere for en veninde, hvordan man spillede russisk roulette. Men pludselig tabte han med et brag, da han satte en revolver med kun én patron i tromlen for sin egen tinding og trykkede af, så han kom til at skyde sig selv. Formentlig fordi han fejlbedømte tromlens rotation.

Flemming Pedersen blev 41 år.

Hans utrolige historie var senere inspiration for den danske spillefilm 'Manden bag døren' fra 2003, der havde Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen.