I 1998 havde jeg 24. oktober weekendvagt på B.T.s kriminalredaktion og hørte pludselig en usædvanlig efterlysning på politiradioen: En mand havde stjålet liget af sin afdøde far på sygehuset og kørt væk med ham på en motorcykel.
En enkelt gang blev gerningsmandens navn nævnt, og dagen efter fandt vi frem til ham. Han fortalte beredvilligt, og historien endte med at gå jorden rundt. Ikke mindst fordi han også havde taget billeder af sin afdøde far på motorcyklen, men de billeder afviste B.T.s daværende chefredaktør Erik Bistrup pure at publicere.
Genlæs historien fra 1998 her:
»Jeg vidste godt, at jeg kun havde et par minutter, hvis jeg skulle nå at slippe væk fra sygehuset med fars lig. Derfor havde jeg forberedt mig ordentligt.«
Uden mindste anger fortæller 37-årige Flemming Pedersen fra Frederikssund om sin bizarre bortførelse af farens lig lørdag formiddag.
I tre en halv time kørte han rundt på sin store FX 1200 Harley-Davidson-motorcykel med det afsjælede legeme af sin 86-årige far på bagsædet. Liget var forsynet med sort integralstyrthjelm, mørke solbriller og lædertøj, så ingen medtrafikanter skulle opdage, at motorcyklisten kørte rundt med døden på bagsædet.
»Jeg havde smurt sekundlim på sadlen, så far sad nogenlunde fast. Med elastikstropper havde jeg spændt ham godt fast til rygbøjlen, og fødderne var tapet fast til fodhvilerne, så de ikke skulle ryge ud. Endelig havde jeg bundet hans fingre fast om livet på mig selv med nogle små plastikstrips af samme slags, som politiet bruger som håndjern,« fortæller Flemming Pedersen.
Hans 86-årige far boede på plejehjemmet Østergården i Frederikssund, men blev på det seneste svagere og svagere efter at have brækket bækkenet.
»I torsdags sad jeg og holdt ham i hånden, da han tog det sidste åndedrag på hospitalet. Bagefter blev jeg ked af det og havde ikke rigtig nogen at snakke med. Men det skulle ikke være mit sidste farvel – og langsomt besluttede jeg mig for lige at suse en sidste tur med ham til nogle af de steder i København, han kunne lide at komme.«
Forud for bortførelsen fra hospitalet havde han bedt skadestuen om lov til at sige sin far et sidste farvel.
»De sagde jeg fik to minutter, så lige så snart de var ude af døren, gik jeg i gang med at give ham lædertøjet på, så han kunne ligne en almindelig biker. Jeg havde pakket en ordentlig sportstaske, for jeg vidste godt, hvad jeg ville få brug for.«
»Han var godt stiv og havde stadig rim på næsen, for han kom lige fra kølerummet. Fordi han var helt stivfrossen, var han faktisk meget let at have med at gøre. Når han stod op, blev han stående – det blev lidt værre senere på turen.«
»Jeg lod mærkesedlen sidde på hans storetå, og skyndte mig at give ham støvler på. Jeg tog hans arm rundt om halsen, og på en måde kunne han næsten gå selv. Når jeg trykkede ned i hans arm, var det ligesom han løftede sig lidt og gik stille og roligt ved siden af mig.«
»Det sværeste var at holde balancen, når jeg samtidig skulle åbne døren og se om der var fri bane. Men jeg fik ham da op på bagsædet og futtede af sted, indtil jeg på den første sidevej kunne spænde ham rigtigt fast.«
»Jeg sang og fortalte historier, mens vi kørte mod København. Vi styrede mod Christianshavn, hvor han havde boet, og besøgte nogle kvarterer i den indre by, hvor han havde arbejdet. Et sted i nærheden af Larsbjørnsstræde kunne jeg ved en café køre helt tæt på nogle udendørs borde.«
»Uden at det vakte for megen opsigt, fik jeg ham lempet af motorcyklen og over på en stol, hvor han kunne støtte op ad en mur. Jeg købte en øl til ham, og da hans hænder var krummet sammen, passede de meget godt omkring flasken. Han kunne selv holde den, når man åbnede hans fingre, og af og til byttede jeg hans flaske ud med min egen.«
»Min far ryger – eller rettere røg – også store cigarer, så jeg havde købt en cigar, som jeg fik presset ind mellem hans læber på cafeen. Når folk kiggede over på os, så sad far helt stille og skulede rigtigt tilbage gennem de mørke solbriller. Så skyndte de sig at kigge væk igen – de troede sikkert, han var en gammel rocker eller sådan noget. Det var smadder hyggeligt,« griner Flemming Pedersen.
At farens forklædning som motorcyklist var effektiv, blev allerede demonstreret på vej mod København.
»Jeg spurgte nogen om vej ved et busstoppested på Åboulevarden. De forklarede i tre-fire minutter og tegnede for min far på en lille blok. Hver gang de holdt pause, skubbede jeg med skulderen lidt under hans styrthjelm, så hans hoved nikkede. Efterhånden begyndte han dog at lugte lidt, så for en sikkerheds skyld købte jeg lidt duftevand i en døgnkiosk og hældte ud over ham.«
»Lidt senere kom der nogle unger forbi, som råbte: 'Din passager brænder'. Da var det begyndt at ryge fra hans ene ben, som sad for tæt på udstødningsrøret. Idet jeg hev op i benet, blev støvlen siddende på fodhvileren, og man kunne se mærkesedlen omkring hans nøgne storetå. Det kunne ungerne ikke forstå, men jeg måtte forklare, at det var for at han altid kunne finde hjem, hvis han skulle fare vild.«
»På hjemturen gjorde jeg holdt nær Forum for lige at spænde ham rigtig fast. Desværre ville Harleyen ikke starte, og den var jo umulig at løbe i gang med far siddende fastspændt bagpå. Heldigvis var der en vagtmand, som i det samme låste en port op til en stejl nedkørsel.«
»Jeg fik lov at trille den i gang nedad, men han studsede lidt over kroppen på bagsædet og spurgte, om det var en dukke. 'Nej, det er bare min far. Han har fået et par bajere, så han er lidt træt', svarede jeg, og den købte han tilsyneladende.«
Inden Flemming Pedersen sluttede den usædvanlige 'dødskørsel' af foran politistationen i Frederikssund og blev anholdt for usømmelig omgang med lig, var han lige et smut forbi sin mor, der også bor i Frederikssund.
»Jeg havde allerede undervejs ringet og fortalt, at far og jeg lige var kørt en tur til København. Det troede hun i starten ikke helt på, men da hun til slut kunne kigge ud ad vinduet og se far en sidste gang, blev hun rigtig glad. 'Han ser dødflot ud', sagde hun. Jeg tog også billeder af far på motorcyklen, og til allersidst var vi også lige forbi hans gamle værtshus her i Frederikssund.«
»De vinkede til os, og det synes jeg, var så sødt, at han også lige nåede at få en sidste hilsen derfra,« tilføjer Flemming Pedersen.
B.T. har set billederne med hans far, men har valgt ikke at offentliggøre dem.
