En bilist modtog mandag tre klip på samme tid.

Politiet kalder episoden for 'uansvarlig'.

Det skriver Sydjyllands Politi på Twitter.

Bilisten blev blitzet med 110 kilometer i timen i en 80 kilometer zone.

Derudover var han på sin mobiltelefon, og der var et barn i bilen, der ikke var fastspændt.

»Det er både ulovligt og meget uansvarligt at føre bil på den måde,« skriver politiet i opslaget.

Bilisten blev blitzet omkring Agerskov klokken 16.55 mandag.

Og det er ikke første gang, at Sydjyllands Politi kommer med et opråb.

Den 2. september kom politiet også med et opråb efter, at man havde blitzet en vanvidsbilist i nærheden af Vejen.

Han blev taget fanget med 179 kilomter i timen i en zone, hvor det tilladte er 80 kilometer i timen.

»Det er både tåbeligt og dumt. Vi kvitterer straks med ubetinget frakendelse af kørekortet og stor bøde. Sænk nu farten,« skrev Sydjyllands Politi på Twitter dengang.

22. august blev en 31-årig mand taget med intet mindre end 219 kilometer i timen på Midtjyske Motorvej ved Herning, mens han var påvirket af alkohol og stoffer.