Nordjyllands Politi leder lige nu efter føreren af den bil, der forsvandt i forbindelse med, at den ramte en barnevogn med en dreng i, som B.T. tidligere fortalte om onsdag.

Da bilen, der ramte barnevognen, kørte fra stedet uden at tilkendegive sig, leder politiet lige nu efter den og føreren samt evt. vidner. Det fortæller lederen af politiets efterforskning, politikommissær Michael Karstenskov, i en pressemeddelelse.

»For moren og pårørende har det været en voldsom oplevelse, og vi tager sådan en sag alvorlig, og vi har blandt foretaget afhøringer af vidner på stedet, ligesom vi undersøger mulig videoovervågning i området. Men vi har brug for oplysninger fra borgere,« siger politikommissær Michael Karstenskov, der – tidspunktet og stedet taget i betragtning – håber på henvendelser fra borgere, der har observeret noget.

»Har man set noget i forbindelse med ulykken eller i øvrigt har andre oplysninger i sagen, så skal man ringe til os på 114.«

Barnevognen, der blev påkørt.
Barnevognen, der blev påkørt.
Vis mere

Politikommissæren håber, at de to mænd der befandt sig i bilen, der kørte ind i barnevognen ender med at melde sig selv.

»Vi har brug for at afhøre bilisten for at kunne belyse hele forløbet, og herunder skal vi afgøre, hvad vi eventuelt kan rejse sigtelse for.«

Den uhyggelige hændelse fandt sted tirsdag omkring klokken 14.20. Der var netop blevet grønt for Louise Lehmann Nielsen, da hun begav sig ud i et lyskryds på Nibevej ved Skalborg i Nordjylland.

»Jeg ser godt, at der kommer en bil imod mig, og jeg tænker, at den kommer da godt nok kørende med høj fart,« siger hun.

Louise Lehmann Nielsen
Louise Lehmann Nielsen Foto: Privatfoto
Vis mere

Og det er faktisk det sidste, Louise Lehmann Nielsen når at tænke, inden kollisionen sker.

Med høj fart brager en sølvgrå stationcar ind i Louise Lehmann Nielsens barnevogn med hendes fem uger gamle søn i.

Heldigvis ser det ud til, at den lille ny verdensborger slap med skrækken. Louise og sønnen har været indlagt til observation natten over og er nu kommet hjem igen. Foruden et vrid i ryggen som følge af sit forsøg på at holde godt fast i barnevognen, så har de det begge godt.

Nu håber den 28-årige mor bare, at politiet finder frem til de to mænd, der ifølge hende sad i bilen.