18. juni sidste år endte den 31-årige politibetjent Stefan Nymann i koma og blev svært hjerneskadet, da han blev påkørt af en flugtbilist. Nu sætter hustruen ord på den voldsomme ulykke, som har ændret parrets liv.

Det sker, efter at den formodede flugtbilist Mohamad Younes er blevet tiltalt for påkørslen.

»Tanker om den person, der påkørte Stefan, og som nu skal for retten, hans valg og gerninger, har vi ikke ladet fylde hos os. Vi har tillid til, at vores retssamfund tager sig af udmåling af straf og konsekvenserne,« siger hustruen Gitte Nymann i udtalelse, som er blevet sendt til B.T., inden hun fortsætter:

»Vores fokus er udelukkende på vores kamp for et godt liv og de glæder, som små fremskridt giver i form af nyt håb. Vi håber på og beder om fred til at fortsætte denne kamp,« lyder det videre fra hustruen.

Stefan og Gitte var blevet gift blot halvanden måned før, at ulykken skete. På det tidspunkt stod de midt i renoveringsplaner for den landejendom, som de skulle overtage kort efter. Et sted, der skulle være rammen om deres fælles liv.

»Vores liv blev evigt forandret. Vi var høje på livet og hinanden. Fyldt af taknemmelighed for det liv, vi havde, og den fremtid vi kiggede ind i. Men med ét stod alt stille. Det var så surrealistisk, som noget kunne være. Det radikale skift fra at stå med livet foran sig til at skulle kæmpe for livet,« fortæller hustruen.

Men det stod hurtigt klart, at alt måtte sættes på standby, da Stefan ved påkørslen blev pådraget en svær hjerneskade, som man ingen prognoser kunne lave for.

En hjerneskade som gør, at han den dag i dag, syv måneder efter ulykken, fortsat hverken kan huske deres bryllup eller de sidste tre år.

Man vidste ikke, om han ville vågne, og hvor skadet han ville være både fysisk og mentalt, hvis han vågnede. Derudover var der udu i alle hans systemer, og i den første måned var det med hjælp fra maskiner og medicin, at man overhovedet kunne holde ham stabil.

Heldigvis er der nu fremskridt.

De seneste måneder er den nu 32-årige mand nemlig gradvist kommet mere til bevidsthed, og han kan nu også formulere enkle sætninger, samtidig med at hans personlighed og følelser også træder mere og mere frem, fortæller familien i udtalelsen.

Men der er stadig lang vej endnu. Han er nemlig stadig ude af stand til at udføre nogle handlinger selv, samtidig med at den manglende hukommelse er en stor sorg for ham.

»Vi er kommet langt i forhold til, da vi kun kunne kommunikere ved blink. Med det til dels genfundne sprog kommer også et mere nuanceret indblik i, hvad han er fyldt af,« siger hustruen og fortsætter:

»Det er en stor sorg for ham ikke at kunne huske hverken brylluppet, tiden med mig eller meget af det andet, der er sket de seneste tre år. Ligesom sorgen over hans tabte førlighed og bekymringer for fremtiden også fylder.«

Hustruen holder dog sit fokus på fremskridtene og håbet om, at de fortsætter.

»Vi har stadigvæk håb og drømme. Og med stor hjælp fra vores netværk af venner, familie, kollegaer og kirkefamilie arbejder vi os frem. Vi har i familien stor taknemmelighed for den opbakning, praktiske hjælp og forbøn, som vi har oplevet os omsluttet af. For vi står i vores livs kamp.«

»Og vores nye omstændigheder slutter ikke om et år, eller hvis bare vi kæmper hårdt nok. Det er et nyt liv med nye vilkår, som vi for altid vil være nødt til at forholde os til,« siger Gitte Nymann.

Hun beder derfor nu om fred, så familien kan bruge kræfterne på, at hendes mand kan få det bedre.