»Vi glæder os ikke til, at byen holder åbent hele natten igen.«

Det konstaterer vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen efter en usædvanlig travl fredag aften – hvor især en ung kvindes opførsel vakte opsigt.

Hende vender vi tilbage til om lidt.

Alene i Varde måtte politiet foretage flere anholdelser i nattelivet fredag aften, skriver TV Syd.

Kort før midnat nægtede en stærkt beruset 39-årig mand at forlade en beværtning. I stedet begyndte han at svine folk omkring sig til.

Politiet skred til anholdelse, men det fik ikke manden til at falde ned.

På stationen spyttede han flere gange efter politiet og råbte, at han havde corona.

Det kastede en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion af sig – udover sigtelsen for at forstyrre den offentlige orden, som stammede fra mandens opførsel på beværtningen.

Også en 24-årig mand endte i detentionen efter at have opfordret tilfældige mennesker til slagsmål i Varde midtby.

En 28-årig kvinde gik dog skridtet videre.

Kort før barerne i Varde midtby lukkede klokken to om natten blev hun anholdt for gadeuorden.

Da hun blev ført ind i detentionen, bed den unge kvinde en betjent i armen.

Derfor er også hun nu sigtet for både at forstyrre den offentlige orden og vold mod tjenestemand i funktion.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser til B.T., at betjenten ikke pådrog sig skader, men slap med lidt rødmen på sin arm.

Den travle aften og nat står i skærende kontrast til den ellers stille periode i nattelivet under corona, men som vagtchefen konstaterer overfor TV Syd, var det jo også fredag den 13. i går.