Han kan ikke lade være med at smile højlydt, da spørgsmålet falder.
Hvad mener han egentlig, han kan, som politiet ikke kan og ikke har kunnet på 30 år? Altså løse to uopklarede drabssager.
»Det korte svar er, at jeg ikke kan noget, de ikke kan. Det er jeg helt med på,« siger Sebastian Richelsen så. Alligevel har han forsøgt. Lige nu er han aktuel med Viaplay-serien 'Amagermanden', hvor han forsøger at koble den livstidsdømte Marcel Lychau Hansen – også kendt som Amagermanden – til Stine Geisler og Anette Just Olesen, der med få måneders mellemrum blev frarøvet deres liv i 1990.
Da Amagermanden 20 år senere blev anholdt, arbejdede Sebastian Richelsen selv for Københavns Politi. Han var ikke selv en del af efterforskningen. Men sagen gjorde indtryk.
»Det var først der, det gik op for mig, at sådan en som ham rent faktisk fandtes i Danmark.«
Og så startede besættelsen. En besættelse, der fortsatte, da han lagde uniformen på hylden i 2016 og i stedet sprang ud som journalist.
Fornemmelsen sagde ham nemlig, at Marcel Lychau Hansens nuværende straffeattest ikke er fyldestgørende. At han må stå bag flere forbrydelser end dem, han er dømt for.
Sebastian Richelsen begyndte at dykke ned i fortællingen om Amagermanden. Han ønskede at bidrage til den. Og håbede på måske at opklare et drab eller to, mens han undersøgte amagerkanerens liv og levned.
Undervejs er han blevet mødt med mange afvisninger. Af afbrudte opkald og smækkede døre.
»Jeg vidste godt, det ville være et svært miljø at dykke ned i. Alt med Amagermanden er som et åbent sår ude på Amager,« fortæller han. Anslår, at han nok har talt med omtrent 250 kilder.
I serien medvirker en tiendedel. Drabsmandens bekendte, anklageren, der førte sagen, en retsmediciner, en journalist, en tidligere drabschef, en kriminalpsykolog og nogle, der mener at vide noget.
Og her mener to kilder altså at vide, at Marcel Lychau Hansen mødte Anette Just Olesen på Femø, få uger før hun med 28 knivstik blev dræbt foran sit hjem i august 1990.
En anden fortæller, at han var til Pinsekarnevallen med Marcel Lychau Hansen samme år. Og at sidstnævnte i løbet af aftenen forsvandt. Måske for at dræbe Stine Geisler.
Fælles for disse tre kilder er, at de ikke står frem med navn og ansigt. Men bør de ikke det, når de bidrager til så voldsomme beskyldninger?
»Det er altid en afvejning,« erkender Sebastian Richelsen og tilføjer, at der har været et hav af etiske overvejelser forbundet med serien.
»Man kan selvfølgelig overveje, om det er injurierende over for Amagermanden. Jeg bevæger mig hele tiden i et grænseland, men jeg har selvfølgelig tjekket det hele af med jurister, så jeg ikke bevæger mig over på den forkerte side.«
Modstanden, han blev mødt af undervejs, har også gjort indtryk. Men ikke nok til, at han ville droppe projektet.
»Det holder mig ikke tilbage. Men jeg synes, der er nogle klare hensyn, der skal tages.«
For eksempel i forhold til Amagermandens ekskone og sønner, som ikke ønskede at være med.
»Hun er den kilde, udover Amagermanden, jeg helst ville tale med. Det fortæller mig jo også bare, at der er så mange ofre i den her sag.«
»Jeg er blot et menneske, så det gør absolut stort indtryk, at hun ikke vil være med. Og det respekterer jeg selvfølgelig. Man skal altid træde varsomt med sårbare kilder.«
Heller ikke hovedpersonen selv er med i serien. Journalisten beretter, at han over årene har sendt fem-seks breve afsted til Marcel Lychau Hansen i fængslet.
»Alle de ting, der bliver kastet i hovedet på Amagermanden, har jeg kæmpet for, at han skulle få lagt på sit bord. Jeg er sikker på, at han har set det hele, men han er ikke vendt tilbage.«
At Amagermanden rent faktisk skulle have stået bag drabene på de to kvinder, bliver ikke dokumenteret i serien.
Ved seriens afslutning tog journalisten alligevel sine fund med til politiet. Men det har ikke ændret noget i efterforskningen.
Sebastian Richelsen erkender blankt, at han da havde håbet, at han kunne have opklaret drabene på de to kvinder.
»Men det er ikke, fordi jeg på nogen måde er dygtigere end politiet. Sådan skal det så absolut heller ikke fremstå,« slår han fast.
Tilføjer så, at projektet havde to mål. Først ville han gerne bidrage med noget nyt. Hvilket han synes, han er lykkedes med.
»Det andet er det, der også personligt interesserer mig: Hvordan han kunne udvikle sig, som han gjorde. Er han født sådan? Eller er det miljøet? Og det har jeg nu været med til at fortælle om,« siger han, før han bemærker, at der naturligvis også har været overvejelser forbundet med at lave serien.
»I true crime-genren er der altid spørgsmål om, hvorvidt det er ren underholdning, eller om der er noget substans. Jeg mener, der er substans.«
»Jeg mener dog ikke, at man skal være bleg for at erkende, at vi i et program som 'Amagermanden' bruger nogle virkemidler for at få folk til at se det. Vi skruer op for dramatikken.«
Han er stolt af resultatet. Af det, hans besættelse har ført med sig. Men nok er også nok. Nu skal han videre.
»Men jeg vil holde en kattelem åben, for det er kun lige indtil, at en henvender sig med noget, der kunne være skidespændende. Men ellers er han nu et afsluttet kapitel for mig.«
