Næsten 500 gange.

Så ofte har en berygtet vognmand i perioden fra 2016 og knap tre år frem ikke overholdt loven i forbindelse med transport af smågrise fra Danmark til aftagere i udlandet. Det mener i al fald anklagemyndigheden ved Fyns Politi.

Den pågældende vognmand er tidligere dømt i sager om ulovlige dyretransporter og har i fem år fået frataget tilladelsen til selv at køre med dyrene.

Nu er anklagemyndigheden ved Fyns Politi i gang med at forberede den nye sag, hvis flere hundrede anklagepunkter mod hans virksomhed især handler om, at vognmanden har været mere end 24 timer undervejs med smågrisene.

Det drejer sig om transporten til især steder i Italien, men også transport til Polen og Ungarn.

»Mig bekendt findes der ingen fortilfælde med sager, der har bare noget, der ligner den her størrelse og det her omfang,« siger Stephanie Ullum Reby, der er anklager ved Fyns Politi.

Hvis en transport med levende dyr varer mere end et døgn, skal dyrene efter EU's regler på området tages ud i såkaldte samlestalde eller lignende.

Og der skal derefter gå minimum et døgn yderligere, før lastvognen må køre videre mod bestemmelsesstedet, så dyrene ikke bliver unødigt stressede.

Dokumentation: Denne tur på 40 timer og 40 minuttter er den længste af de samlet 374 ture, vognmanden er anklaget for at have brudt loven ved at køre mere end 24 timer med grisene. Kilde: Anklageskriftet fra Fyns Politi.
Dokumentation: Denne tur på 40 timer og 40 minuttter er den længste af de samlet 374 ture, vognmanden er anklaget for at have brudt loven ved at køre mere end 24 timer med grisene. Kilde: Anklageskriftet fra Fyns Politi. Thomas Nørmark Krog

Dette har den fynske vognmand ifølge anklagemyndigheden ikke overholdt i 374 tilfælde.

Længste transporttid er 40 timer og 40 minutter på at køre 600 grise til Ungarn. Det højeste antal transporterede grise er i et tilfælde hele 1.000, der blev kørt fra Danmark til Italien på 28 timer og 45 minutter.

»Det er rigtig, rigtig mange tilfælde, vi har at gøre med her,« siger Stephanie Ullum Reby.

Vognmanden er også tiltalt for i 92 tilfælde ikke at have efterkommet Fødevarestyrelsens krav om at få udleveret gps-dokumentation for kørslen.

Yderligere har vognmanden i 15 tilfælde ikke udleveret logbøger for kørslen, selv om Fødevarestyrelsen har bedt om det.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov

Det omfattende anklageskrift mod den fynske transportvirksomhed indeholder desuden fire tilfælde af overtrædelser af reglerne om, hvor meget plads der minimalt skal være pr. gris under transport.

Der er i alt 1.109 anklagepunkter mod de 11 tiltalte virksomheder i sagskomplekset.

Hvoraf den fynske vognmand altså er tiltalt for næsten halvdelen.

Lige nu ligger det samlede kompleks til vurdering hos Statsadvokaten, hvorefter det går tilbage til Fyns Politi, og der skal holdes forberedende retsmøde.

Dokumentation: Her ses et af 92 anklager mod vognmanden for ikke at have sendt udskrift af GPS-oplysninger om transport af grise, selv om Fødevarestyrelsen har anmodet om det. Kilde: Anklageskriftet fra Fyns Politi
Dokumentation: Her ses et af 92 anklager mod vognmanden for ikke at have sendt udskrift af GPS-oplysninger om transport af grise, selv om Fødevarestyrelsen har anmodet om det. Kilde: Anklageskriftet fra Fyns Politi Thomas Nørmark Krog

Sagen er endnu ikke berammet og forventes først efter sommerferien at komme for Retten i Odense, oplyser anklager Stephanie Ullum Reby.

TIP OS: Kender du til kritisabel transport eller anden dårlig behandling af grise eller andre dyr, så kontakt B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

Og det er slet ikke den eneste retssag, den tidligere dømte vognmand står over for.

I et helt andet sagskompleks, der i nærmeste fremtid skal behandles ved Retten i Roskilde, er han sammen med to andre tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven ved at være den ansvarlige vognmand for at fragte et såret svin til slagteri i Danmark, selv om det ikke var egnet til transporten.

»Anklagemyndigheden mener, at både personen, der læsser dyrene, chaufføren, der transporterer dyrene, og vognmanden, der er ansvarlig for transporten, har et ansvar for at sikre sig, at dyrene ikke lider unødig overlast ved transport,« siger specialanklager Camilla Meding fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Et spørgsmål presser sig på:

Hvad er den tidligere dømte vognmands egen kommentar til sagerne mod ham?

B.T. har uden held forsøgt at få ham i tale på hans firmas adresse. Men det lykkedes at få ham i tale, da vi ringede til hans mobiltelefon.

Foto: Jens Anton Havskov
Foto: Jens Anton Havskov

Har du kendskab til det her omfattende anklageskrift mod dig?

»Ja ja, det har jeg da. Men jeg ved ikke ret meget om det. Men det gør min advokat, Hans Sønderby. Du skal ringe til ham,« siger vognmanden. Hvilket vi gør. Hans Sønderby, som er specialiseret i EU-ret, siger:

»Den her straffesag er rejst mod mine klienter, fordi den juridisk er vendt på hovedet. Men skytset burde i stedet blive rettet mod Fødevarestyrelsen for at politianmelde for den praksis, som de selv har haft i flere år. En praksis, der er helt i tråd med EU's regler og god administration.«

Ifølge Hans Sønderby har vognmændene gang på gang, år efter år, ansøgt om tilladelse til transporterne, fået tilladelsen af Fødevarestyrelsen og efterfølgende indberettet om kørslen og har betalt gebyr for begge kontroller ved hver transport.

»De har aldrig hørt noget for de eventuelt mindre overskridelser af kørselstiderne, og derfor kan de jo ikke andet end at være i god tro. Derfor skal de frifindes fra en kant. Der er ingen sag,« siger advokaten.

B.T. har givet Fødevarestyrelsen mulighed for at kommentere på kritikken, men de vil ikke udtale sig om en konkret sag.

Anklager Stephanie Ullum Reby er, ikke overraskende, uenig med advokaten.

»Det er et argument, vi har hørt før. Det svarer groft sagt til, at fordi der ikke er fartkontrol på motorvejen, så må man gerne køre for stærkt,« siger hun.