Et stigende antal bankkunder i Nordjyske Bank oplever at blive svindlet til at udlevere deres NemID-oplysninger.

Svindlerne ringer til bankkunder med primært 'ældre navne' og udgiver sig for at være en medarbejder fra banken, det skriver Nordjyske.

Det får nu Nordjyske Bank til at råbe op og advare mod tendensen:

'Hedder du Aase, Tove, Jørgen eller Arne, er du i særlig risiko for at blive ringet op af en svindler og blive snydt til at udlevere dine NemID-oplysninger.'

Sådan lyder det fra Nordjyske Bank i en pressemeddelelse.

»Vi har fået rigtig mange henvendelser, og vi ser et klart mønster for, hvem der i denne omgang er ofrene,« fortæller Nordjyske Banks afdelingsdirektør på Læsø, Jesper Jensen.

Ifølge direktøren går svindlerne systematisk til værks.

De udser sig specifikt bankkunder, som har et navn, der klinger lidt ældre end for eksemel Nadia eller Klara.

Der er nemlig større sandsynlighed for, at de, der hører til den ældre aldersgruppe, er i svindlernes søgelys.

Får svindlerne først oplysningerne ud af bankkunderne, kan de overføre penge til deres egen konto.

De bankkunder, der har været forsøgt snydt eller er blevet snydt, fortæller til Nordjyske Bank, at svindlerne ofte er meget veltalende, overbevisende og hjælpsomme.

De bilder altså bankkunderne ind, at der er lavet en stor transaktion fra bankkundens konto til en anden bank.

Herefter spørger svindlerne de ældre bankkunder, om de kan bekræfte den overførsel.

Når kunden så siger nej, så påstår svindlerne, at de skal bruge NemID-oplysninger fra kunden til at stoppe transaktionen i en fart.

Og det er her, det går galt, og svindlen opstår. Ifølge Jesper Jensen er det topprofessionelle svindlere, de har med at gøre.

Bliver man snydt af en svindler, skal man hurtigst muligt spærre sit NemID og kontakte sin bank. Er man blevet forsøgt svindlet, skal man også kontakte sin bank.