Der gik kun tre-fire måneder, fra Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli blev kærester, til hun blev gravid.

Det betyder dog langtfra, at graviditeten var et uheld, fortæller 'Familien fra Bryggen'-stjernen i sin nye bog 'Geggo – Fra vild teenager til businesskvinde og mor', som udkom onsdag.

Både Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli drømte nemlig om at udvide familien. Og sidstnævnte havde endda en særlig og ganske nonverbal måde at få det sagt til sin kæreste.

Han smed simpelthen hendes p-piller ud uden at aftale det med hende.

Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli under den første graviditet i 2016.
Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli under den første graviditet i 2016. Stephanie Karma Salvarli

Nogen ville måske være blevet sure og kalde det en magtdemonstration – men ikke Stephanie Salvarli. Hun så det derimod som en kæmpe kærlighedserklæring, fortæller hun i bogen.

»Da jeg en dag skulle tage en pille, og pakken ikke lå, hvor den plejede, kiggede jeg i spanden. Det var smart af ham, for han ved, at jeg ikke roder i affald, da jeg jo er småskør med min OCD og min bakteriefobi, og det brugte han imod mig,« skriver Stephanie 'Geggo' Salvarli, der som 14-årig blev indlagt på psykiatrisk afdeling med sin voldsomme OCD, som hun i dag dog kan holde nede.

»Jeg blev ikke sur, men fik den der: 'Wow, han mener det sgu!' Det er jo den største kærlighedserklæring, at en person vil have barn med dig,« skriver hun.

I 2016 blev parret forældre til Alba Ann Salvarli, og Stephanie Salvarlig er i øjeblikket gravid med deres andet barn.

Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final' i 2020.
Stephanie 'Geggo' Salvarli og Cengiz Mads Salvarli til gallapremiere på filmen 'Klovn The Final' i 2020. Niels Christian Vilmann

Også under denne graviditet har Cengiz Salvarli skåret igennem. Han har blandt andet overtalt sin hustru til kun at have sex med ham én gang om måneden, fordi han har en teori om, at sædceller som udgangspunkt er drenge, men bliver til piger, hvis de ikke bliver befrugtet med det samme.

»Det er bare vigtigt for mig, at det er en dreng. Vi har en pige. Altså, havde jeg haft en dreng, ville jeg også gerne have en pige. Det er slet ikke det. Men det er bare vigtigt, fordi det er mit efternavn,« har Cengiz Salvarli fortalt i et tidligere afsnit af TV3-programmet 'Familien fra Bryggen'.

»Mit efternavn skal jo gives videre. Alba kommer jo ikke til at give mit efternavn videre, for hun kommer til at gifte sig med en eller anden mand, hvor hun tager hans navn. Så det er jo klart – det er mit navn, det er jo mig, der skal gives videre. Når jeg er død, skal generationer jo fortsætte,« siger den kommende far til to.

'Geggo – Fra vild teenager til businesskvinde og mor' er skrevet af Stephanie Salvarli og Katrine Memborg og udkom onsdag på Politikens Forlag.