Den 40-årige mand fra Holstebro, som torsdag eftermiddag blev anholdt med hjælp fra Aktionsstyrken i Handbjerg Marina for at have stjålet en båd, kom i politiets søgelys igen få timer senere.

Han forsøgte at stjæle endnu en båd fra Handbjerg Marina torsdag aften.

Det skriver lokalmediet TV Midtvest.

Aktionsstyrken, der er en enhed under Politiets Efterretningstjeneste, deltog i mandens første anholdelse torsdag. Det foregik udramatisk.

Manden blev torsdag anholdt - af to omgange.
Manden blev torsdag anholdt - af to omgange. Foto: presse-fotos.dk
Vis mere

Den 40-årige blev efterfølgende løsladt af politiet omkring klokken 17.00.

Han stjal herefter en bil fra Bilka i Holstebro og kørte igen ud til Handbjerg Marina for at stjæle en ny båd, skriver TV Midtvest.

Den 40-årige fortalte om sine planer om at prøve at stjæle en ny båd til nogle af de mennesker, han mødte på marinaen torsdag aften.

De kontaktede politiet for at anmelde ham efter snakken.

Mange betjente deltog i indsatsen i Handbjerg Marina torsdag.
Mange betjente deltog i indsatsen i Handbjerg Marina torsdag. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Derfor blev den 40-årige anholdt igen klokken 23.16. Han nåede at være på fri fod i omkring seks timer.

Ved anholdelsen havde manden også to løbehjul i ny indpakning, som han ikke kunne gøre rede for, oplyser politiet til TV Midtvest.

Den 40-årige blev i første omgang anholdt kort før klokken 10.00 i den båd, som det var lykkedes ham at stjæle. Om bord på båden havde han taget en lur i en seng på fartøjet.

Han lå stadig og sov, da Aktionsstyrken tungt bevæbnet kom frem for at anholde ham.

Politiet forventer at løslade manden igen, når han er blevet afhørt fredag.

/ritzau/