Københavns Politi måtte onsdag eftermiddag rykke ud til Glyptotektet efter anmeldelse om røg fra taget. Flere hundrede mennesker var evakueret.

'Vi er til stede ved Glyptoteket efter anmeldelse om røg fra taget. Ca. 300-400 mennesker er evakueret fra bygningerne,' lød det fra politiet på Twitter.

Det viste sig, at røgudviklingen stammede fra en defekt motor til et ventilationsanlæg.

'Strømmen er taget til motoren, alt er roligt og vi har overdraget det videre forløb til Glyptoteket,' skriver Hovedstadens Beredskab på Twitter.

Københavns Politi oplyser, at der ikke er nogen tilskadekomne.

De evakuerede personer fik kort efter lov til at hente deres overtøj og blev herefter sendt hjem.

Situationen ved Glyptoteket medførte desuden trafikale udfordringer, da et spor på Tietgensgade var spærret i retning mod Stormgade, og et spor på H. C. Andersens Boulevard også var spærret i retning mod Langebro.

Politi og redningsberedskabets indsats på Glyptoteket er nu afsluttet, ligesom afspærringerne på H.C. Andersens Boulevard og Tietgensgade er ophævet.