Anklager mener at Peter Madsen planlagde det perfekte mord og kræver ham idømt fængsel på livstid.

»Kim Wall har været et fuldstændigt tilfældigt offer. Pludselig var der en kvinde,  som ville alene med ham i ubåden, og så slog han til.«

Sådan sagde anklager Jakob Buch-Jepsen mandag i sine afsluttende bemærkninger under næstsidste restmøde i drabssagen mod Peter Madsen.

Den danske opfinder er tiltalt for seksuel mishandling, drab og usømmelig omgang med lig begået 10. august mod den svenske journalist, Kim Wall, ombord på undervandsbåden UC3 Nautilus.

Anklageren brugte en stor del af sin procedure på at skyde Peter Madsens troværdighed i sænk, ved at fremhæve hans skiftende forklaringer.

»Han har forsøgt at løbe om hjørner med os. Vi har fået den ene løgnagtige forklaring efter den anden, og i takt med at efterforskningen er skredet frem og ligdele er dukket op, er forklaringer blevet ændret,« sagde anklageren.

Dagens retsmøde er det næstsidste i sagen. Det indledt med, at anklageren gennemgik Peter Madsens mentalerklæring. Den viser, at Peter Madsen har en svært afvigende personlighed med narcististiske og psykopatiske træk. Ifølge psykologen fremstår Peter Madsen højst utroværdig, og det vendte anklageren tilbage til i sin procedure.

»Patologisk løgner. Det er hårde ord, og ikke noget jeg som anklager siger, men noget fagfolk og retspsykiatere har konkluderet. Peter Madsens troværdighed er ikke bare lav. Den er ikke-eksisterende,« tordnede anklageren.

Anklageren mener, at politiet er gået langt for at afprøve Peter Madsens skiftende forklaringer. I retten sagde Jakob Buch-Jepsen, at han har haft fornemmelsen af, at Peter Madsen vil se, hvor langt han kan trække det, og henviste til en bemærkning fra Peter Madsen, som psykologen har noteret.

»Han har sagt, at han gennemfører retssagen af nysgerrighed. Udover at det lugter af en erkendelse, viser det, at han leger kis-pus med os,« sagde anklageren.

Anklager Jakob Buch-Jepsen ankommer til Københavns Byret 23. april 2018. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)
Anklager Jakob Buch-Jepsen ankommer til Københavns Byret 23. april 2018. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix) Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Jakob Buch-Jepsen fremmalede et scenarie, hvor Peter Madsen medbragte sav, rørstykker og andre remedier med ned i undervandsbåden, alene med det formål at han ville begå et mord.

»Når chancen bød sig skulle han udføre den perfekte mordplan,« sagde anklageren.

Han henledte opmærksomheden tre beskeder, Peter Madsen sendte til en elskerinde før drabet:

'Hobbykniven kommer frem. Hvor er halspulsåren?'

'Du skal bindes fast i Nautilus.'

'Peter Madsen har en mordplan klar.'

Anklageren henviste også til Peter Madsens mangeårige fascination af dødsvideoer og til, at han har læst flere bøger om drab, herunder bøger der beskriver Amagermandens forbrydelser.

Til sammen mener anklageren, at der er beviser for, at Peter Madsen planlagde et drab.

»Kim Wall var uheldig at være på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt,« sagde anklageren.

Han gav Peter Madsens skylden for, at aspekter af sagen - her i blandt dødsårsagen - er ukendte. Anklageren mener, at Peter Madsen omhyggeligt bortskaffede ligdele og andet bevismateriale.

»Han har været grundig og omhyggelig med at partere liget, og med at pakke stropper og hobbykniv ned i en pose, inden han smed det i vandet. Men det forklarer ikke, hvorfor hendes trusser, strømpebukser og kladdehæfte ikke blev pakket ned. Var det for at beholde det som trofæer? Eller var det fordi, han med sin veltalenhed regnede med at kunne tale sig til et par dage, hvor han i ro og mag kunne plante falske spor på Refshaleøen, mens der var en eftersøgning i gang efter Kim Wall?,« spurgte anklageren retorisk.

Anklageren sluttede af med kræve Peter Madsen idømt livstid.

»Vi er oppe i den allerhøjeste kategori, fordi vi taler om et forberedt seksualdrab, som tilmed er så groft, at der sker en efterfølgende partering.«

Under sin procedure fremlagde anklageren eksempler på andre drabssager, hvor der er idømt livstid for et enkelt drab. Han fremlagde også eksempler på sager, hvor der er idømt lange fængselsstraffe uden at dødsårsagen var kendt, fordi der ikke fandtes et lig.

Hvis ikke Peter Madsen idømmes livstid, kræver anklageren forvaring.

»Peter Madsen er ikke normal. Han er farlig for sine omgivelser,« sagde anklageren og henviste igen til mentalerklæringen.

»Peter Madsen skal idømmes livstid eller forvaring. Intet andet kan komme på tale,« sagde Jakob Buch-Jepsen.

Anklageren nedlagde også påstand om, at konfiskere UC3 Natutilus med et formål »at skære den i småstykker«. Efter planen skal der afsiges dom på onsdag.