På fredag skifter 31-årige Alex Andersen, der er kendt fra tv-programmet om åbne forhold 'Ku' godt, må godt' fra 2018, forelæsningslokalet på jurastudiet ud med en plads i vidneskranken i Retten i Aarhus.

Her skal han nemlig vidne mod den 22-årige mand, der for tre måneder siden, på en helt almindelig onsdag eftermiddag, overfaldt ham med kniv, da han kom cyklende ad Sønder Allé i centrum af Aarhus på vej hjem fra universitetet.

Et umotiveret overfald, som resulterede i, at han fik en flænge på hele 3,5 centimeter under munden, som gav direkte adgang ind til mundhulen.

Det fremgår af anklageskriftet i sagen mod den 22-årige mand, der foruden overfaldet på Alex Andersen er tiltalt for kort efter at have slået en billetkontrollør i Aarhus Letbane flere gange samt overfaldet en person på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby under sin varetægtsfængsling.

For Alex Andersen er det positivt at skulle i retten – både fordi han på den måde opfylder sin retspligt, men også fordi han er i tvivl om, hvordan hans overfaldsmand ser ud.

»Jeg tror, det bliver godt for mig at se ham i retten, så jeg kan blive konfronteret med, hvem det er, for så vil jeg også kunne genkende ham, hvis jeg går forbi ham en anden gang,« lyder det fra Alex Andersen, der heldigvis ikke har fået værre mén end arret, der flugter med munden, og en anelse følelsesløshed omkring det.

Overfaldene på ham og billetkontrolløren skete med 20 minutters mellemrum 21. oktober. Alex havde været på universitetet om formiddagen, havde ordnet ærinder over middag og fem minutter over fire var han på vej hjem ad Sønder Allé.

Ved Reginakrydset stoppede han for rødt lys og ventede på, at de mange mennesker på gågaden krydsede vejen, inden han igen trådte i pedalerne.

Han nåede dog ikke langt. I samme sekund trådte en fremmed ung mand nemlig en meter ud på kørebanen, så Alex Andersen blev nødt til at cykle i en bue udenom. Herefter gav han Alex Andersen et aggressivt skub med begge hænder. Han vaklede og blev nødt til at stå af cyklen.

»Herefter når jeg ikke at opfatte, hvad der sker. Pludselig ligger jeg bare på jorden. Jeg har heldigvis cykelhjelm og cykelbriller på og lander på min rygsæk, så det føles ikke så voldsomt igen,« har Alex Andersen tidligere fortalt til B.T.

Først da en forbipasserende kvinde hjælper ham op og beder ham sætte sig ned, opdager han blodet.

»Hun begynder at tale om en kniv, der ligger på jorden. Sådan en grøntsagskniv. Og så kan jeg mærke, at jeg kan stikke min tunge igennem huden lige under læben,« siger Alex Andersen.

Det går op for ham, at han er blevet stukket et par centimeter under munden, og at det bløder. Efter nogle minutter ankommer både politi og ambulance, for mange på gågaden har set overfaldet og ringet efter hjælp. Imens flygtede gerningsmanden.

Kort efter bliver billetkontrolløren overfaldet ved letbanestationen ved Dokk1 i forbindelse med, at han er i gang med at give gerningsmanden en billetafgift, da han kører med letbanen uden billet. Kontrolløren får flere slag og spark i ansigtet og på kroppen, fremgår det af anklageskriftet.

Igen stikker han af, men omkring en halv time senere bliver den unge mand anholdt.

Siden har han været varetægtsfængslet i surrogat. Formentlig på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby, hvor han, ifølge anklageskriftet, knap en måned senere slår en person flere gange i ansigtet med knyttet hånd.

Alex Andersen blev landskendt, da han i 2018 medvirkede i et tv-program om sit forhold. Han lever nemlig i et polyamourøst, åbent forhold, hvor begge parter har en fast kæreste ud over hinanden.

Da overfaldet skete, var han på vej hjem til sin hustru, Malou Lassen, hvorefter han skulle besøge sin kæreste.

Han skriver derfor også til begge kvinder i ambulancen på vej til hospitalet, for han ved, de begge vil være bekymrede for ham, og han havde brug for begge kvinders støtte og opbakning.

Malou Lassen og Alex Andersen blev gift i Åbyhøj Kirke for lidt over to år siden.
Malou Lassen og Alex Andersen blev gift i Åbyhøj Kirke for lidt over to år siden.
Vis mere

Det ender med, at Alex bliver syet med 20-30 sting både udvendigt og indvendigt i munden.

Heldigvis er overfaldet ikke noget, der har påvirket ham psykisk efterfølgende. Formentlig fordi det skete ud af det blå, og derfor er det ikke noget, han frygter kan ske igen, fortæller han.

»Jeg kunne ikke have undgået det. Det var så uheldigt, som det var. Jeg tænker, det er lidt ligesom lynnedslag. Det er ikke sandsynligt, at man bliver ramt igen,« siger han.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra den tiltaltes forsvarsadvokat i forhold til, hvordan overfaldsmanden forholder sig til tiltalen, men da sagen skal køre som en domsmandssag, er forventningen, at han nægter sig delvist eller helt skyldig. Det gjorde han også i grundlovsforhøret.

B.T. har også forsøgt at få en kommentar fra anklagemyndigheden, men de har ikke ønsket at kommentere sagen, før den er afsluttet.

Af anklageskriftet fremgår det dog, at der nedlagt påstand om behandlingsdom på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen, samt at der ingen længstetid bliver for foranstaltningen.

Det hænger formentlig sammen med, at den tiltalte har en fortid i det psykiatriske system, og at politiet tidligere har beskrevet ham som værende »uligeværdig«.

Den 21-årige er tidligere dømt og har to domme bag sig – en i 2016 og en i 2017.

De to domme handler også om personfarlig kriminalitet: I 2016 hældte han varm kaffe i ansigtet på en socialrådgiver, og i 2017 begik han et røveri, hvor han holdt en kniv for halsen mod den forurettede.