En 21-årig mand blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.

Han er blandt andet sigtet for at stå bag det knivoverfald, som B.T. beskrev onsdag, hvor en cyklist blev stukket i ansigtet.

I alt sigtes den 21-årige for tre forhold, som han nu er blevet varetægtsfængslet for i fire uger i surrogat:

Forhold 1
Sigtes for legemsangreb af særlig farlig karakter ved klokken 15.55 ved Søndergade i Aarhus C at have stukket forurettede med kniv i munden, hvorved der opstod skade.

Forhold 2
Han sigtes samtidig for ved samme tid og sted uden anerkendelses formål at være i besiddelse af en urtekniv.

Forhold 3
Vold mod person i offentlig tjeneste. Her sigtes han for at have slået en billetkontrollør i letbanen ved Dokk1. Han sigtes for at have slået med knyttet hånd i ansigtet.

Han nægter alle tre forhold, og han ønsker ikke at udtale sig, sagde hans forsvarsadvokat til at starte med.

Det fortæller B.T.s journalist, der er til stede i retssal 1 i retten på Vestre Allé i Aarhus.

Den 21-årige har efter anholdelsen revet sin trøje i stykker i arresten. Derfor sad han med en vatdyne over sig i retten.

Under den havde han et par lyseblå, løse bukser, ingen trøje, sorte tennissokker og klipklapper.

Han har mørkt krøllet hår med tilhørende mørkt fuldskæg og er mellemøstlig af udseende.

Den 21-årige er tidligere dømt og har to domme bag sig – en i 2016 og en i 2017.

De to domme handler også om personfarlig kriminalitet. Derfor er der grund til at frygte, at han på fri fod vil begå nye lovovertrædelser, sagde dommer Joy Winter

I 2016 har han hældt varmt kaffe i ansigtet på en socialrådgiver, og i 2017 har han begået et røveri, hvor han holdt en kniv for halsen mod den forurettede.

Den 21-årige varetægtsfængsles i fire uger i surrogat. Det sker i surrogat, da han har en fortid i det psykiatriske system.

Varetægtsfængslingen sker, fordi dommen mener, at det er begrundet mistanke om, at han står bag de tre forhold på grund af de vidneforklaringer, der blev afgivet i retten.

Hans forsvarsadvokat argumenterede imod en varetægtsfængling, da han ikke mente, at der er bevis for, at det er hans klient, som står bag overfaldene.

Manden, der blev stukket i ansigtet med en kniv, var på cykel, da en gående overfaldt ham i Reginakrydset og snittede ham med en kniv i ansigtet. Politiet karakteriserer det som kvalificeret vold.

Offeret blev ramt lige under læben og var efterfølgende på sygehuset, hvor han blev syet i mundvigen og læben. Stiksåret viste sig at være gået hele vejen igennem læben, og der var derfor åbent helt ind til munden.

Billetkontrolløren blev overfaldet i forbindelse med, at han var i gang med at give gerningsmanden en billetafgift, da han kørte med letbanen uden billet. I forbindelse med overfaldet fik han to knytnæveslag på venstre kind. Efterfølgende flygtede gerningsmanden fra stedet. Senere samme dag blev den 21-årige så anholdt.

Ifølge flere vidner, som så overfaldet på cyklisten, var gerningsmanden sammen med en anden mand, da overfaldet skete. Denne mand har politiet endnu ikke fundet frem til.