Det er snart tre døgn siden, en 76-årig sejler blev meldt savnet, men der er fortsat ingen meldinger om spor efter hans forsvinden.

Sejleren blev meldt savnet søndag klokken 15, da hans tomme båd gik på grund.

Tirsdag havde Østjyllands Politi iværksat en stor eftersøgning med både droner i luften, både i vandet og patruljer på land for at afsøge de områder, hvor politiet formoder, manden måtte være.

Det har dog endnu ikke givet noget resultatet.

Eftersøgningen af den 76-årige fortsætter derfor onsdag morgen klokken 9.

Østjyllands Politi oplyser, man vil lede med både i vandet og patruljer med hunde.

Det er politiets formodning, at den 76-årige sejler er faldet i vandet, hvorfor de især er opmærksomme omkring kysten i områderne, hvor de tror, han kan være kommet ind.

Politiet har tidligere oplyst til B.T., at borgere er velkomne til at hjælpe med at lede.

»Hvis man er ude at gå en tur med hunden, må man meget gerne kigge efter, om han skulle ligge et sted langs kysten. Så skal man selvfølgelig ringe til politiet med det samme,« sagde kommunikationsmedarbejder ved Østjyllands Politi Janni Lundager.

Den 76-årige sejlers båd stødte på grund ud for Ebeltoft.

I første omgang fik politiet fat i en surfer, som sejlede ud og konstaterede, at båden var tom.

Den tomme båd havde sat sejlene, og derfor var formodningen, at der havde været en eller flere personer om bord. Båden blev bragt i land, og her fandt politiet frem til, hvem den tilhørte.

Vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi fortalte søndag eftermiddag, at politiet havde været i kontakt med familien til bådens ejermand. Ifølge familien skulle ejeren være ude at sejle.

Siden har ingen dog haft kontakt til den 76-årige mand.