En ældre mand slap mirakuløst med livet i behold, da han natten til fredag blev ramt af et tog på Fyn.

Ulykken skete klokken 00.43, da den 72-årig mand i sin elscooter forsøgte at krydse en jernbaneovergang ved Svendborgvej Algade i Ringe.

»Han bliver 'snittet' af toget, ellers ville han heller ikke have overlevet. Hans elscooter med kabine er fuldstændig ødelagt.«

Det fortæller vagtchefen hos Fyns Politi, Milan Holck Nielsen.

Vagtchefen tilføjer, at manden er indlagt med en brækket arm og et brækket ben, og at han muligvis også har pådraget sig indre blødninger.

Hans tilstand meldes fredag morgen til at være stabil.

Banedanmark har undersøgt stedet, og bomme, signaler og lyd fungerede efter sigende upåklageligt på stedet, da påkørslen skete.

Derfor er det lige nu en gåde for politiet, hvorfor manden alligevel kørte over overskæringen, da toget kom.

Togføreren var dybt rystet efter ulykken, og der var ikke øvrige vidner, som har kunnet hjælpe politiet.

Der blev rutinemæssigt foretaget en alkoholtest af den ældre mand.

Der er dog ikke noget, der på nuværende tidspunkt tyder på, at han var påvirket.

Oprydningen på stedet var færdig omkring klokken tre natten til fredag, hvor togtrafikken igen blev normal.