Et lift hjem endte katastrofalt for en 64-årig mand.
En 69-årig mand skulle mandag køre en 64-årig mand hjem og det endte med, at den 64-årige mand blev påkørt og dræbt. Det oplyser Østjyllands Politi i mandagens døgnrapport.
Mandag klokken 18.54 modtager Østjyllands Politi en anmeldelse om et meget alvorligt færdselsuheld i Hammel nordvest for Aarhus.
Politiet oplyser, at de foreløbige undersøgelser har vist, at den 64-årige mand fik et lift hjem af sin bekendte. Da de ankommer til bopælen, kører de ind i indkørslen, og den 64-årige mand stiger ud af bilen.
Den 69-årige mand, der styrede bilen, har forklaret til politiet, at han troede, at den 64-årige gik hen mod huset, men han var i stedet gået om bagved bilen og blev derfor ramt af bilen, da den 69-årige satte bilen i bakgear og bakkede ud af indkørslen.
»Ifølge hans forklaring hører han et bump, da han bakker ud. Han tror, at han er kørt ind i en sten, men da han kigger ud, kan han se, at hans bekendte ligger under bilen,« forklarer Jannie Lundager som er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi til TV2-Østjylland.
Manden var herefter blevet klemt under bilen, og han pådrog sig alvorlige hovedskader. Ambulanceredderne forsøgte at genoplive ham på stedet, men det lykkedes ikke, og klokken 19.27 blev manden erklæret død.
En bilinspektør ankom efterfølgende til stedet for at undersøge, hvad der nærmere var sket. Herefter blev den 69-årige fører af bilen kørt til Aarhus Universitetshospital, for at få tage en blodprøve.
Færdselsuheldet skal nu undersøges nærmere, og til B.T. forklarer Østjyllands Politi, at de på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse yderligere om sagen.