En 61-årig mand fra Aarhus-forstaden Lystrup er mandag kendt skyldig i at have udøvet så grov vold mod sin 62-årige samlever en sommermorgen i juni sidste år, at hun mistede livet.

I alt fik hun intet mindre end 22 skader fordelt på store dele af kroppen, otte af dem i hovedet.

Dommen blev mandag formiddag afsagt i byretten i Aarhus på Paludan Müllers Vej. På tilhørsrækkerne sad familie og venner til den tiltalte og afdøde.

Desuden blev den 61-årige mand, som var iført klipklapper, cowboybukser og blå skjorte, kendt skyldig i at have udsat hende for vold i månederne op til den skæbnesvangre dag.

Det blev støttet af retsmedicinernes obduktionsrapport, hvoraf det fremgår, at de på kvinden også fandt 23 læsioner af ældre dato.

Han nægtede sig skyldig.

Det var ham selv, der ringede til en ambulance tidligt om morgenen 9. juni 2021. Ifølge hans egen forklaring fandt han hende ukontaktbar og »blødende ud af munden« på sofaen i stuen i parrets rækkehus i Lystrup, hvor hun oftest sov. Dagen efter blev hun erklæret død på Skejby Sygehus.

»Jeg gik i panik og ringede og sagde det, som det var: 'At hun lå og blødte ud ad munden',« forklarede han på den første retsdag.

Da ambulanceredderne kom, tog manden ikke med på sygehuset, men lagde sig ind i soveværelset for at sove videre, hvor politiet fandt ham en lille halv time senere og anholdt ham.

Da anklager i sagen Birgitte Ernst spurgte ham, om han havde nogen idé om, hvordan de mange skader på den 62-årige kvinde var opstået, var svaret: »Nej, det aner jeg ikke.«

Da den tiltalte efter anholdelsen blev undersøgt på retsmedicinsk institut, viste det sig dog, at han havde flere friske blå mærker og hudafskrabninger på flere fingre, på skinnebenet og på foden, og at han også havde blodlignende tilsmudsninger under neglene.

Den tiltalte er førtidspensionist blandt andet grundet et alkoholmisbrug, og samleveren, som han har boet sammen med i Lystrup siden 2011, havde også et alkoholmisbrug. Han drak øl, hun drak vodka.

Samleveren havde i løbet af foråret været på et afvænningsophold betalt af samleverens mor til en værdi af 84.000 kroner ifølge den tiltalte. På den første retsdag gav den 61-årige mand udtryk for, at det irriterede ham, at hun faldt i misbruget kort tid efter hjemkomsten. Herefter begyndte volden.

»Jeg syntes, det var noget svineri. Jeg blev skuffet over det.«

Parrets hjemmeboende søn har vidnet i sagen mod sin far.

Han har blandt andet forklaret, at han aftenen inden moderens død hørte parret skændes, og at moderen råbte i forsvar. De oplevede et andet vidne også.

På baggrund af de oplysninger sammenlagt med andre vidneforklaringer og de lægelige oplysninger mente retten, at det var bevist, at den 61-årige denne aften/nat udøvede vold mod kvinden, som på daværende tidspunkt, ifølge anklagemyndigheden, var værgeløs, da hun blandt andet ikke kun gå på grund af sit alkoholmisbrug.

Vold, som resulterede i, at hun om eftermiddagen 10. juni afgik ved døden på sygehuset.

Mandag eftermiddag er det forventningen, at strafudmålingen oplyses af retten.

Specialanklager Birgitte Ernst har nedlagt påstand om syv års ubetinget fængsel.

Ifølge hende er det en skærpende omstændighed, at kvinden var et værgeløs offer, da volden skete, og at hun derfor ikke kunne forsvare sig selv. Det har den dømte udnyttet hensynsløst, mener anklageren.

Den tiltaltes forsvarsadvokat mener ikke, at der er tale om skærpende omstændigheder. Hendes strafpåstand er derfor maksimalt fem år fængsel.

Hun oplyser desuden, at hendes klient på stedet har anket dommen.