Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er netop afsagt kendelse i den omtalte og uhyggelige sag om drabet på Eddie Karl Johan Christensen.

De tre retsdommere og otte nævninge trådte ind i retslokale A ved Retten i Hjørring klokken 14.30, hvor de kort efter læste skyldskendelsen højt.

Den ene tiltalte, en 53-årig, er kendt skyldig for manddrab og usømmelig omgang med lig. Den medtiltalte, en 46-årig, er blevet frifundet for manddrab, men kendt skyldig i usømmelig omgang med lig.

Retten har lagt vægt på, at den 53-årigs DNA blev fundet på den revolver, som Eddie blev skudt med.

Desuden havde der været skænderier mellem den 53-årige og Eddie, ligesom den 53-årige truede med at skyde Eddies hund, Rocco. Disse indgår også i den samlede vurdering fra Retten, der samlet tæller ti siders A4-ark, hvilket er et tydeligt bevis på, hvor stort omfanget af sagen har været.

Den 53-og 46-årige er også blevet kendt skyldig i overtrædelse af våbenloven. Begge sad i vidneskranken med en vagt imellem sig, da kendelsen blev læst højt.

Forsvarer til den 53-årige, Karina Skou, har på vegne af sin klient anket dommen. Det gjorde hun på stedet.

»Min klient har nægtet sig skyldig hele vejen igennem, og det er også derfor, han har tilkendegivet at anke,« lød det fra Karina Skou umiddelbart efter kendelsen.

Eddie blev dræbt 9. maj sidste på en adresse i Frederikshavn.

Eddie blev skudt og efterfølgende lagt på et brændende bålsted, hvor han lå natten over.

Om Eddie døde som følge af skuddene eller branden, har man ikke kunne fastslå med sikkerhed. Blandt andet på grund af den varmemasse, som Eddies lig blev udsat for.

Efter sin død blev Eddie forsøgt bortskaffet i to olietønder. I eftersøgningen fandt politiet resterne af Eddie – i mere end 1000 stykker – i olietønderne, der stod gemt i et mørklagt rum ved havnen i Frederikshavn.

Efterfølgende blev den 53- og 46-årige anholdt og sigtet i sagen. Den 46-åriges hustru, som også har vidnet i retten, blev også sigtet, men gik fri, da bevisbyrden mod hende ikke var tilstrækkelig.

Men den 53- og 46-årige forblev bag tremmer og siden tiltalt for manddrab samt usømmelig omgang med lig.

Anklager Kim Kristensen kom torsdag i sin procedure ind på, at begge skulle dømmes for manddrab. Han argumenterede for, at det var den 53-årige, som dræbte Eddie, men at den 46-årige var medansvarlig, da han, ifølge anklageren, var bevidst om, hvad der skulle ske på drabsaftenen.

Men det fandt Retten ikke tilstrækkeligt bevist.

Strafudmålingen er endnu ikke fastsat. Denne del bliver afsagt tirsdag klokken 09 ved Retten i Hjørring.

Begge har hele vejen igennem nægtet sig skyldige i drab. Samtidig har de to mænd peget på hinanden til at være manden bag de grusomme handlinger.

Skyldskendelsen skulle egentlig have fundet sted fredag, men blev rykket til mandag grundet sagens mange vidner og tilhørende forklaringer.