En 47-årig mand er tirsdag idømt ét års ubetinget fængsel ved Retten i Odense for på groveste vis at have udnyttet syv piger på helt ned til 12 år online.
Manden er også dømt for at have delt optagelser af pigerne med andre mænd.
Den 47-årige udgav sig for at være en jævnaldrende ung mand på online chatrummet Omegle og Skype, hvor han har fået kontakt med pigerne og langsomt opbygget et tillidsforhold til dem. Det fortæller anklager ved Fyns Politi Ann-Sophie Serring.
»Herefter har han instrueret dem til live foran webkamera at tage deres tøj af og onanere,« fortæller anklageren, og tilføjer:
»Der er tale om ufattelig store mængder chatkorrespondancer, hvorudfra de syv piger har kunne identificeres.«
Chatmaterialet har politiet fået fat i, efter at det ransagede mandens adresse efter en tidligere politisag, hvor man blev opmærksom på manden.
Manden nægtede alle forhold, ifølge Ann-Sophie Serring.
»Jeg tilfreds med det, retten er kommet frem til og glad for, at pigerne kan se retfærdigheden ske fyldest, efter at de uberettiget er blevet optaget,« siger anklageren.