En 45-årig nordjysk mand er søndag blevet varetægtsfængslet i fire uger for at have truet Kongehuset.
Manden sendte sidste år en bombetrussel afsted mod Amalienborg, hvor han truede med at sprænge slottet i luften.
Det oplyser Anklagemyndigheden hos Nordjyllands Politi på Twitter.
Ifølge Nordjyske sendte manden et brev til Københavns Politi på Københavns Hovedbanegård, hvori han skrev, at han 1. januar 2021 ville »sprænge Amalienborg i tusind stykker med en bombe, og alle i Kongehuset bliver dræbt«.
Han sluttede brevet af med ordene »med venlig hilsen Julemanden«, skriver Nordjyske.
Brevet blev sendt i december 2020.
Han er nu sigtet for trusler mod den øverste statsmyndighed, og varetægtsfængslingen varer i fire uger.
I retten forklarede manden, at han ikke er vred på Kongehuset, men derimod på politiet.
Hvorfor det forholder sig sådan, kunne manden ikke forklare, skriver Nordjyske afsluttende.
Siden brevet landede i politiets postkasse, har politiet forsøgt at finde frem til, hvor brevet kom fra. Det var mandens dna på brevet, der afslørede ham.
Han er i forvejen kendt af politiet for trusselsbreve.
»7. februar sendte han en dødstrussel til Nordjyllands Politi. Alle politifolk skulle skydes og parteres fra top til tå, og han ville gerne tage ansvaret for det.«
»Og så har han i marts sendt en mail til en anden, som han selv siger er direktøren for Spar Nord, og det var en dødstrussel. Jeg skyder og parterer dig og din familie, skrev han. Han var sur på Spar Nord og politiet,« siger anklager Thomas Klingenberg.
Også de forhold har han erkendt. Det har ikke været muligt at fastslå, om det egentlig var direktøren for banken, som han skrev til.
Han er også tiltalt for i september at have sendt et pulverbrev til Spar Nord med en trussel om, at alle i Spar Nord ville blive slået ihjel inden for et halvt år, men det kan den 45-årige ikke selv genkende.
De tre forhold er en sag, der allerede er på vej videre i retssystemet. Ifølge anklageren er sagen berammet til juli.
For truslen mod Kongehuset er manden sigtet efter straffelovens paragraf 266.
Den omhandler trusler om at 'foretage en strafbar handling', der 'er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd'.
Når det omhandler kongen eller dronningen tilføjes paragraf 115, der kan forhøje straffen for truslerne.