Har man kørt søndagstur på Strandvejen ved Espergærde søndag middag, så har man formentlig ikke kunnet undgå at se kraftige røgsøjler.
Fra vejen har det formentlig set voldsomt ud, men Nordsjællands Politi maner til besindighed.
Røgsøjlerne skyldes nemlig en brand i et skur på en privatgrund.
Det fortæller vagtchefen ved Nordsjællands Politi, Camilla Priegel.
»Der har været en brand i et skur, og det er formentlig begyndt i et solcelleanlæg, der står i forbindelse med skuret,« fortæller hun.
Branden har herefter spredt sig til noget beplantning på grunden, men flammerne har ikke fået fat i villaen.
»Der har været kraftig røgudvikling, men brandvæsnet har styr på det nu,« siger vagtchefen.
Der har heller ikke været nogen personsskade i forbindelse med branden.