En 44-årig mand er blevet idømt seks og et halvt års fængsel for at have misbrugt tre piger seksuelt over en længere årrække.

Pigerne var i alderen seks til 15 år, mens overgrebene fandt sted.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 44-årige mand, der er fra Langå, blev torsdag ved Retten i Randers dømt for at have misbrugt pigerne seksuelt adskillige gange i perioden fra 2001 til 2010.

Den ene pige - som i dag er 24 år - var manden i familie med.

De to andre piger - som i dag er 23 og 26 år - var en del af pigens omgangskreds.

Pigerne blev ofte passet af den 44-årige, og det var typisk i hans hjem, overgrebene fandt sted.

Det var den 23-årige pige, der i september sidste år anmeldte overgrebene til politiet. En måned senere blev den 44-årige mand anholdt og varetægtsfængslet.

Den 44-årige blev dømt for at have brugt sin psykiske og fysiske overlegenhed til at tvinge pigerne til seksuelle handlinger – blandt andet har han i flere tilfælde fastholdt flere af pigerne og sat en hånd over munden på dem, selvom de modsatte sig og sagde nej til ham, lyder det i pressemeddelelsen.

»Der er tale om et systematisk og årelangt seksuelt misbrug af meget unge piger, så det skal give en hård straf.«

»Den 44-årige blev frikendt for enkelte forhold i anklageskriftet, så jeg vil nu se nærmere på rettens dom og vurdere, om den skal indstilles til anke,« siger senioranklager Birgitte Ernst.

Den 44-årige erkendte kun mindre dele af forholdene.

Han udbad sig betænkningstid i forhold til at anke.