Gale katte får revet skind, siger man, men endnu værre gik det tirsdag for et sønderjysk kæledyr.

En kat på Als fik simpelthen et hagl i ryggen, da den kom ind på naboens grund et sted i Nordborgområdet.

Her stod en 43-årig mand nemlig med et luftgevær og skød katten, da den kom ind på hans ejendom.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Familien, der ejede katten, måtte først en tur til dyrlæge, hvor kattens liv ikke stod til at redde.

Da de havde fået katten aflivet, kontaktede de politiet.

Den 43-årige nabo er nu sigtet for hærværk, og hans våben er beslaglagt.

Til JydskeVestkysten forklarer vagtchef Ole Aamann, at det er en udbredt misforståelse, at det er tilladt at skyde en kat, der gentagne gange strejfer omkring på ens grund.

I 2014 blev lovgivningen nemlig ændret, og det blev forbudt at skyde naboens dyr.

Samtidig blev lovteksten ændret, så katte og hunde nu bliver betragtet som genstande. Derfor er den 43-årig nu sigtet for hærværk.

Ifølge jv.dk er straffen for at skyde en kat en bøde, der tager udgangspunkt i dyrets værdi. Samtidig bliver man typisk dømt til at erstatte dyret.