En 40-årige mand er blevet anholdt for tredje gang på kun lidt over en uge.

»Det er jo en lidt speciel sag, at man bliver ved i det samme spor,« siger politikommissær ved Midt- og Vestjyllands Politi Torben Ladefoged.

Det var onsdag ved middagstid, at den 40-årige mand denne gang brød loven, denne gang på land ifølge TV Midtvest – han markerede sig i sidste uge som bådtyv ved Handbjerg Marina, men det vender vi tilbage til.

Ved landejendom på Thyholm lykkedes det ham onsdag i denne uge at stjæle en ATV, som han siden endte med at køre galt på.

Kort efter blev han anholdt af politiet på en adresse i Struer, og han er denne gang ikke igen blevet løsladt.

Det blev han ellers i sidste uge, da han var centrum for en omfattende politiindsats ved marinaen i Handbjerg, hvor han havde stjålet en motorbåd til en pris af flere millioner kroner efter først at have stjålet en bil for at komme frem.

Her endte han med at blive anholdt af politiets sværtbevæbnede aktionsstyrke ombord på båden, hvor han var i færd med at tage en lur. Han blev ført væk i – undskyld – bar røv.

Senere samme dag gentog billedet sig så.

Aktionen ved Hanbjerg Marina blev lidt af et tilløbsstykke.
Aktionen ved Hanbjerg Marina blev lidt af et tilløbsstykke. Foto: Morten Stricker
Vis mere

For da den 40-årige mand var blevet løsladt, stjal han endnu en bil, kørte igen til Handbjerg Marina, hvor han igen forsøgte at stjæle en båd. Det mislykkedes dog, da han fortalte andre tilstedeværende personer om sine planer. De tilkaldte politiet, og så blev manden anholdt igen.

I denne omgang ser det ud til, at manden må forblive bag tremmer.

Siden sidste uge er Midt og Vestjyllands Politi blevet opmærksomme på, at den 40-årige mand savnes til afsoning af en tidligere dom, som han er udeblevet fra. Derfor er han ifølge Skive Folkeblad kørt til Viborg Arrest, hvorfra han skal sendes til afsoning.

»Han har tydeligvis ikke forstået de love og regler samfundet er bygget op omkring,« siger Torben Ladefoged fra Midt- og Vestjyllands Politi.