Mandag formiddag blev en 28-årig mand anholdt på Fyn i forbindelse med en omfattende sag om databedrageri.
Og tirsdag morgen blev den 28-årige mand så fremstillet ved Retten i Odense, hvor han erkendte at have bedraget.
Det oplyser specialanklager ved Østjyllands Politi Lars Petersen til B.T. tirsdag middag.
»Fremstillingen foregik bag lukkede døre, og jeg kan derfor ikke oplyse meget mere, end at den 28-årige erkender sigtelsen og at han derfor nu er blevet varetægtsfængslet,« siger Lars Petersen.
Den 28-årige er indtil videre varetægtsfængslet frem til 9. november.
Han er sigtet for databedrageri for omkring 2,4 millioner kroner, oplyser Lars Petersen.
Han erkender dog kun selv at have bedraget for 1,7 millioner.
Det er Særlig Efterforskning Vest, som har drevet efterforskningen af sagen.

