En 25-årige mand er sigtet for uagsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke på Langebro natten til tirsdag, der kostede en 35-årig politibetjent livet.

Det kom frem ved Københavns Byret, da manden blev fremstillet i grundlovsforhør tirsdag eftermiddag.

Foruden sigtelsen for uagsomt manddrab er manden, der er udenlandsk herkomst, også sigtet efter straffelovens paragraf 252 om i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have forvoldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed, fordi der var tale om hensynsløs kørsel.

Den 25-årige, der var iklædt en sort trøje, sorte bukser og sorte kondisko, meddelte, at han nægter sig skyldig, inden retsformanden valgte at lukke dørene trods protester fra pressen.

Ulykken fandt sted natten til tirsdag kort efter midnat, hvor politiet fik en anmeldelse om, at seks til syv biler var stødt sammen på Langebro i indadgående retning mod København.

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk

I samme ombæring meddelte politiet, at en person var død i forbindelse med ulykken. Personens pårørende var ikke underrettet, og politiet ønskede af den grund ikke at sige yderligere.

Politiet var i flere timer i gang med at rydde op på broen, hvor der lå store mængder olie og kølervæske fra de implicerede biler.

Broen blev åbnet for trafik igen kort efter klokken 04.30.

Umiddelbart efter ulykken var den 25-årige stukket af fra stedet. Han blev anholdt kort tid efter på Rigshospitalets Traumecenter.

Senere tirsdag kunne Københavns Politi så oplyse, at den afdøde var en 35-årige politibetjent, der var i tjeneste.

'Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at en 35-årig kollega i nat mistede livet i en færdselsulykke ved Langebro,' lød det fra Københavns Politi på Twitter, mens chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Bergen Skov, udtaler i en pressemeddelelse:

»Det er en besked, vi alle har modtaget med stor sorg. Han var en vellidt kollega, som efterlader et stort tab hos Københavns Politi. Mine tanker og dybeste medfølelse går til de pårørende.«