25-årige Reiner fra Hampen, der har været forsvundet siden 1. maj, er stadig ikke fundet. Derfor beder familien nu offentligheden om hjælp.
Det gør Reiners søster i et opslag på Facebook.
'Vi skriver dette opslag, da vi sidder som familie og er meget bekymret, da vores storebror er forsvundet fra sin bopæl i lørdags (01-05-2021) Da han er sårbar og har det meget svært, ønsker vi ham hjem hurtigst muligt og i god behold', skriver Vilja Dahl Pedersen på vegne af familien.
Reiner cyklede 1. maj fra sin bopæl i Hampen, en halv times kørsel fra Silkeborg og er altså ikke set siden.
Midt- og Vestjyllands Politi fik 6. maj klokken 20.57 en anmeldelse om en 'bekymring' i sagen – og siden har man ledt efter den 25-årige mand.
Og status mandag morgen er, at der ikke er noget nyt. Det fortæller hans to søstre til B.T.
»Desværre er der intet nyt. Men vi har fundet et billede af hans cykel, så nu har vi lidt ekstra at gå efter,« lyder det. Cyklen er mandag morgen blevet delt i Facebook-opslaget.
Reiner beskrives som 170-180 centimeter og spinkel. Han har kort hår og er formentlig iklædt en mørk trøje og sorte Adidas-bukser.

Midt- og Vestjyllands Politi har tidligere forklaret, at borgere, der måtte opholde sig i skove eller naturområder, gerne må holde ekstra øje:
»Man må meget gerne kigge ved shelterpladser og lignende. Han har medbragt en dyne, så han kan overnatte mange steder,« lød det fra vagtchef Allan Riis.
Reiners søstre beskriver ham som »en sød dreng, som har det svært i livet«.
'Vi håber bare, at vores storebror er okay og at han snart vender hjem igen. Vi savner ham', lyder det i Facebook-opslaget.
Hvis man ser Reiner eller ved noget, bedes man kontakte politiet eller familien.