Til at starte med var det ikke verdens største forseelse, en 25-årig mand fra Svendborg gjorde sig skyldig i.

Han stod lidt i to natten til søndag og tissede i Pogestræde bagved Magasin i Odense. Noget, som to betjente påtalte.

Det var dog ikke noget, ordensmagten skulle blande sig i ifølge den unge mand.

Han reagerede nemlig ifølge Fyns Politi ved at placere en knytnæve lige i ansigtet på den ene betjent.

»Vold imod betjente er heldigvis ikke noget, vi oplever alt for ofte ved Fyns Politi,« siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Han understreger dog, at de selvfølgelig helst aldrig så det ske og fortæller videre, at betjenten heldigvis ikke kom alvorligt til skade efter slaget, men naturligvis var rystet.

Den 25-årige blev taget med i på stationen, hvor han er blevet afhørt. Svendborgenseren blev derefter sigtet for vold mod tjenestemand.

Ellers var det ikke den travleste nat, politiet på Fyn har oplevet, trods at nattelivet denne weekend er vendt tilbage efter coronanedlukning.

Foruden en episode i løbet af natten på et værtshus i Svendborg, hvor et kærestepar var voldelig mod stedets ansatte, har der overvejende været roligt på Fyn.