En sag om dobbelt begået voldtægt skal onsdag for Retten i Aalborg, hvor en 24-årig mand sidder tiltalt.

Ifølge anklageskriftet, som B.T. har fået aktindsigt i, blev voldtægterne begået mellem 19. og 21. maj sidste år.

Begge blev ifølge politiet begået i en bil i Vodskov, nord for Aalborg.

Politiet vil i retten forsøge at fremvise beviser for, at den forurettede, en kvinde, gjorde kraftig modstand og verbale protester, da manden ifølge politiet voldtog hende 19. maj.

I anklageskriftet står det beskrevet, at kvinden forsøgte at kæmpe imod ved at skubbe den 24-årige væk, ligesom hun bad om at stoppe.

Få dage senere, i dagene 21. eller 22. maj, gentog forbrydelsen sig, lyder det i tiltalen.

Heri bliver det beskrevet, at kvinden blev skubbet ind på bagsædet af bilen, hvor voldtægten gentog sig.

Ifølge politiet forsøgte kvinden igen at gøre modstand, hvilket fik den 24-årig til gribe fat i kvinden, så hun var ude af stand til at gøre modstand.

Det fremgår ikke, hvilken relation tiltalte og forurettet har.

B.T. har talt med den 24-åriges forsvarer, der oplyser, at tiltalte erkender at have haft samleje med kvinden – men han nægter anklagerne om voldtægt.

Retssagen er berammet til seks timer onsdag og indledes klokken 09.