De seneste år er de begyndt at ligge rundt omkring i gader og stræder, de små metalcylindre.
Nu viser det sig, at den nye vane hos mange unge, har kostet et menneskeliv.
Der er naturligvis tale om lattergas, som i stigende grad bliver indtaget i festligt lag.
Og det har nu i et bekræftet tilfælde været medvirkende til en ung mands død.
Ved en fest i slutningen af juni måned i år omkom en 23-årig mand fra Lellinge ved Køge i forbindelse med at have indtaget lattergas.
Umiddelbart var det politiets mistanke, at netop lattergassen kunne være synderen i sagen.
Og det er nu blevet bekræftet.
I døgnrapporten for torsdag har Midt- og Vestsjællands Politi en opfølgning på sagen.

'Politiet havde en mistanke om, at manden havde indtaget lattergas forud for hans død. Den afdøde blev obduceret for at klarlægge årsagen til dødsfaldet,' skrives det i døgnrapporten. Det uddybes:
'Resultatet af undersøgelserne er nu kommet, og erklæringerne fra Retsmedicinsk Institut viser, at der var flere omstændigheder, som var årsag til, at manden døde. Der blev fundet lattergas i hans blod, som kan have været medvirkende årsag til, at han fik et ildebefindende og faldt om,' lyder det.
Den unge mand blev hastet til Rigshospitalet, efter han faldt om til festen, der fandt sted i en lagerbygning på Søndre Molevej i Køge. Men hans liv stod ikke til at redde.
I forbindelse med den 23-årige mands død satte B.T. fokus på netop lattergas som rusmiddel.
Her forklarede overlæge ved Giftlinjen Dorte Palmqvist, hvordan en person kan tage skade af gassen.
»Misbrug af lattergas kan give akut iltmangel, fordi gassen fortrænger den ilt, du har i lungerne. Det kan føre til, at man bliver bevidsthedspåvirket, går i koma, får kramper og i værste fald dør af det,« fortalte Dorte Palmqvist.
Sundhedsstyrelsen har i et notat fra sidste år oplyst, at der tidligere har været tre dødsfald i Danmark, hvor lattergas har været involveret.
Et i 2007, en 17-årig i 2016 og en 39-årig i 2018.