Det er dejligt med en ny bil – men glæden var kort for en 22-årig mand i Aarhus.
En patrulje fra Østjyllands Politi fik nemlig søndag klokken 18.10 øje på den 22-årige, som kørte rundt på Silkeborgvej i Brabrand.
Der var bare lige et lille problem med det – betjentene vidste nemlig, at den 22-årige var frakendt kørekortet.
De dirigerede ham derfor ind til siden og sigtede ham for kørsel i frakendelsestiden.
Men det var ikke første gang, den 22-årige kørte uden kørekort. Faktisk var det hele tredje gang inden for de seneste tre år, og betjentene meddelte ham derfor, at hans bil ville blive beslaglagt med henblik på konfiskation.
Det blev den unge mand dog voldsomt utilfreds med, han havde nemlig købt bilen dagen før.
Han begyndte derfor at råbe skældsord efter betjentene, og han blev til sidst anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Under en ransagning af den beslaglagte bil fandt politiet desuden poser med hash og skunk. Den 22-årige endte derfor også med en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.