Omkring 200 danske skiturister har natten til fredag været involveret i et færdselsuheld i Gol Kommune i Norge.

»Det er spejlblankt på stedet.«

Sådan lyder det fra operationsleder i Sør-Øst Politidistrikt, Erik Gunderød, til det norske medie Dagbladet om ulykken, hvor to lastbiler, tre busser og en minibus menes at have været involveret.

Omkring 200 danske skiturister sad i busserne og var på vej tilbage til Danmark, da uheldet skete.

»En lastbil kørte ind i et autoværn og en fjeldside, og busserne, som kom kørende bagved, formåede ikke at stoppe på grund af de glatte køreforhold,« siger Erik Gunderød til det norske medie og forklarer, at alle heldigvis kørte med lav hastighed, da det skete.

Ingen personer kom til skade under uheldet.

Vejen, Hemsedalsvegen ved broen Robru, blev efterfølgende spærret.

På Twitter oplyste Norges sydøstlige politidistrikt ved 03.20-tiden, at de danske turister ville blive hentet af tre nye busser.

Derfor ville de blive midlertidigt indlogeret på et hotel.