Dommene fortsætter med at falde i den omfattende Umbrella-sag om deling af sexvideoer uden samtykke.

Mandag er 20 unge nordjyder blevet dømt ved Retten i Aalborg for at have delt en sexvideo.

Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Ofret var 15 år, da filmen blev optaget. Sidenhen er videoen blevet spredt vidt over internettet, inden der blev slået hårdt ned fra politiets side. I alt er over 1000 personer blevet sigtet for at have delt videoen ulovligt.

Mandagens dømte er alle mellem 18 og 24 år.

Der blev givet betingede fængselsstraffe til 17 af de dømte på mellem 10 og 40 dage for udbredelse af børneporno, oplyser anklager Mette Bendix til Nordjyske.

Af de resterende tre fik to af de unge bøder på 3000 kroner for blufærdighedskrænkelse, mens den sidste stadig afventer sin strafudmåling, skriver mediet.

Umbrella-sagen begyndte i 2015, hvor den 15-årige pige opdagede, at en seksuel video af hende florerede på de sociale medier. I alt er videoen blevet delt med over 4700 personer, skriver Nordjyske.