20-årig student i kritisk tilstand efter fald fra studentervogn


En student meldes i kritisk tilstand efter at være faldet af en studentervogn fredag eftermiddag i Hornbæk.
Det oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
Studenten er en ung mand på 20 år, oplyser politiets vagtchef til B.T.
Den 20-årige er under politieskorte kørt Rigshospitalet i København.
Politiet har siden i eftermiddags haft en bilinspektør til at forsøge at klarlægge hændelsesforløbet.
Hvordan faldet skete, er ikke umiddelbart afklaret.
Men de første og foreløbige oplysninger går på, at den unge faldt af, da vognen kørte med en fart af cirka 50 kilometer i timen, skriver nyhedsbureauet Ritzau.
»Det er endnu uklart, hvordan han falder af vognen. Men de foreliggende undersøgelser viser, at hverken chauffør eller køretøj er skyld i uheldet,« siger David Eckert, vagtchef ved Nordsjællands Politi, til B.T. fredag aften kort før klokken 21.30.
Studenten kommer fra Espergærde Gymnasium.
De pårørende er underrettet om ulykken, og det samme er skolens ledelse.
Espergærde Gymnasium vil tilbyde krisepsykologisk bistand til eleverne i næste uge.
Ifølge vagtchef David Eckert mangler politiet fortsat at foretage nogle vidneafhøringer af de resterende studenter.
De blev efter uheldet kørt væk fra stedet i bus.
»De havde drukket siden klokken 10 i formiddags. Så vi har i sagens natur haft lidt svært ved at afhøre dem,« siger han.
David Eckert har her til aften ikke nyt om den 20-åriges tilstand.
Det seneste melding, politiet fik fra Righospitalet, var i eftermiddags.
Her lød det, at den unge mand var i kritisk tilstand.