Natten til søndag modtog politiet en anmeldelse om voldtægt mod en 16-årig pige.

Siden har hundepatruljer fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi været talstærkt til stede på en parkeringsplads ved Slagelse Gymnasium.

Det skriver TV 2 Øst.

»En ung pige på 16 år oplyser, hun er blevet voldtaget, og det skulle være foregået på parkeringspladsen på Willemoesvej ud for Gymnasiet,« lyder det fra vagtchef Joy Haensel fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til mediet.

Anmeldelsen tikkede ind klokken 00.53 natten til søndag.

Og cirka halvanden time senere, klokken 2:16, kunne politiet anholde en 19-årig mand fra lokalområdet. Han er en bekendt af pigen.

Anholdelsen skete i Slagelse på en restauration.

Der har ikke været andre involveret i sagen.