I en koordineret aktion rykkede Københavns Politi torsdag ud til flere adresser i Storkøbenhavn. Adresserne blev ransaget, og nu er en 18-årig anholdt og sigtet for drabsforsøg efter skyderiet på en vandpibecafé på Frederiksberg tidligere på måneden.

Her blev en 39-årig skudt på klos hold, førend gerningsmanden flygtede fra stedet.

Københavns Politi mener, at den 18-årige er identisk med gerningsmanden. Han vil fredag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.

»Vi har haft en bred og omfattende efterforskning. Den 18-årige er ikke registreret som bandemedlem, men har en vis tilknytning til bandemiljøet. Vi har en indikation af motivet, men af efterforskningsmæssige hensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det,« lyder det fra leder af Afdeling for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass, i en pressemeddelelse.

Han fortsætter:

»Der er ikke en direkte kobling med nogle af de andre skyderier fra den seneste tid, men vi vurderer, at drabsforsøget er banderelateret. Med gårsdagens anholdelse og ransagninger bringer det os meget videre i efterforskningen, som fortsætter ufortrødent.«

I forbindelse med torsdagens ransagninger fandt politiet blandt andet en pistol. Formodningen er, at den blev brugt under skyderiet på vandpibecafeen Café Layalina på Åboulevarden om aftenen 4. december.

Her blev en 39-årig, som ikke er medlem af en bandegruppering, men som færdes i miljøet, skudt i hoved-halsregionen. Hans tilstand er stabil – men fortsat kritisk.

4. december sidste år blev en 39-årig mand skudt på Café Layalina ved Åboulevarden på Frederiksberg. Nu er den 18-årige gerningsmand blevet idømt 12 års fængsel. Foto: Steven Knap / Byrd
4. december sidste år blev en 39-årig mand skudt på Café Layalina ved Åboulevarden på Frederiksberg. Nu er den 18-årige gerningsmand blevet idømt 12 års fængsel. Foto: Steven Knap / Byrd Steven Knap

I fornævnte pressemeddelelse lyder det, at anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret, som finder sted i Retten på Frederiksberg.

Af samme årsag ønsker politiet for nuværende ikke at gå yderligere i detaljer med sagen og mistanken mod den 18-årige, som altså formodes at stå bag ét af de mange skyderier, der siden starten af december har hærget i København og omegn.

To dage før skyderiet på Frederiksberg blev en 27-årig mand skuddræbt nær Nørrebrogade. Politiet anholdt herefter to, som fortsat sidder varetægtsfængslet.

3. december blev en 17-årig bulgarsk statsborger dræbt i Rødovre, og 7. december blev en mand i 20erne dræbt af skud i Herlev, mens en anden blev såret.

I sagen fra Herlev er en 41-årig mand sigtet for drab og drabsforsøg.

Politiet mente efter anholdelse dog ikke, der var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør.

Han blev derfor løsladt, men sigtelserne opretholdes.

Skyderierne menes at have forbindelse til en verserende bandekonflikt. En konflikt, som har fået politiet til at indføre flere visitationszoner.