En teenager fra Irland er tirsdag afgået ved døden efter et voldsomt fald på ferieøen Lanzarote i Spanien.

Mandag morgen blev den 15-årige turist indlagt på et hospital i Las Palmas i kritisk tilstand.

Han kvæstelser var dog så voldsomme, at han ikke overlevede den tragiske ulykke.

Det skriver det irske medie RTE.

Ulykken indtraf angiveligt mandag morgen omkring klokken 04.00, da den unge mand forsøgte at hoppe fra en væg hen til en lysmaste.

Han formåede dog ikke at holde fast og styrtede derfor med hovedet fast ned i asfalten.

Faldet fra en højde på omkring 4,5 meter forårsagede alvorlige hovedskader.

Den 15-årige turist fik hjertestop, men blev genoplivet på stedet af politiet og redningsmandskab.

Han blev derefter hastet til hospitalet.

»Den første evaluering på stedet viste, at den tilskadekomne - en mand - havde kritiske skader på hjernen,« sagde en talsperson fra beredskabet tidligere på dagen ifølge The Mirror.

Den unge mand var angiveligt på ferie med sine forældre i byen Puerto del Carmen, der er en populær feriedestination blandt irere, da ulykken indtraf.

Hans pårørende skal være blevet tilbudt krisehjælp.