»Hvem skulle have troet, at en champagneprop skulle blive enden for mig?«

Den britiske reality-stjerne Theo Campbell - som blandt andet er kendt for at have deltaget i programmet 'Love Island' - har tilsyneladende mistet synet på sit ene øje, efter han forleden blev ramt i det af en vildfaren champagneprop under en ferie på Ibiza.

Det skriver han selv i et opslag på sin Instagramprofil, der citeres af blandt andet BBC og CNN.

'Tak for alle beskederne og for den støtte, jeg har modtaget de seneste par dage. Jeg sætter stor pris på dem,' skrev han i et opslag tirsdag.

'To øjenoperationer senere efter en virkelig uheldig ulykke har jeg mistet synet på mit højre øje, da det blev splittet i to. Hvem skulle have troet, at en champagneprop skulle blive enden for mig?'

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, om han har mistet synet permanent, eller om det kan reddes.

'Jeg har lige nu syv sting i mit øje (klamt), og lægerne siger, det er usandsynligt, at jeg nogensinde vil kunne se ordentligt igen. De har gjort et godt stykke arbejde med at redde det, da de til at begynde med sagde, at jeg kunne risikere at miste hele øjet,' skrev 28-årige Theo Campbell onsdag på Twitter og fortsatte:

'Men jeg forbliver håbefuld og ønsker ikke at tro, at mit øje er væk for evigt. Alt er muligt.'

På Instagram skriver han også videre, at han forsøger at se på det positive:

'Jeg har stadig et øje tilbage, når man ser på den lyse side,' skriver han.

Han takker samtidig sin kæreste,Kaz Crossley, for hendes støtte, Hun er desuden kendt for at have medvirket i det samme realityprogram.

'Hvis nogen ved, hvor man kan købe en sej klap for øjet, så lad mig vide det,' slutter han opslaget med en smilende emoji.