Den 13-årige dreng var ude og gå en tur, da manden på cyklen ud af det blå dukkede op.

»Vi ser strengt på sådan en sag om umotiveret overfald,« siger Martin Christensen fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Derfor efterlyser Midt- og Vestjyllands Politi nu vidner til episoden, der ifølge TV Midtvest fandt sted lørdag aften cirka klokken 22.30 i Fredensgade i Skjern.

Her var den 13-årige dreng alene på farten, da cyklisten kørte hen til ham og slog ham to gange i ansigtet på åben gade.

Herefter forsvandt manden lige så hurtigt igen.

Indtil videre er der kun et sparsomt signalement af gerningsmanden.

Han beskrives som 'udenlandsk af udseende' og dansktalende med accent. Cirka 30-35 år og 190-195 centimeter høj.

Ifølge Dagbladet Ringkøbing Skjern kørte han på en sort 'citybike-lignende' cykel med grønne striber.

Ved man noget om sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.